Leder. Demonstrationerne mod det iranske regimes hijablov er en modig påmindelse om, at sløret ikke blot er det stykke ubetydelige stof, det af og til affejes som. Det er et tonstungt, kvælende symbol på den islamiske undertrykkelse.

Hårets frihed

NÅR man vil forvisse sig om, at Irans islamiske regime ikke er at opfatte som en naturtilstand, kan man med fordel se på fotografier fra det store land taget engang midt i 1970erne. Dengang havde Iran sandt nok også brutalt diktatur, men over for kvinders udtryk var shahstyret frisindet. Mange klædte sig til forveksling som de kvinder, man kan se på billeder fra Danmark på samme tidspunkt. Den islamiske revolution i 1979 ændrede i bogstaveligste forstand gadebilledet, og det fik landets ene halvdel tydeligst at mærke. Det blev en religiøst begrundet lov, at de skulle dække deres hår under en stram hijab og i det hele taget undgå at vise noget som helst, der kunne tænkes at lokke mænd i fordærv. Regimet har siden da ladet det såkaldte moralpoliti patruljere gaderne, og det er også disse nøjsomme dydsbetjente, som anklages for at have tæsket og slået den unge kurdiske kvinde Mahsa Amini i så svimlende grad, at det førte til hendes død i fredags. Den 22-årige blev anholdt i hovedstaden Teheran anklaget for den forbrydelse at bære sit slør for skødesløst. Efter en tur på politistationen måtte hun fragtes hjernedød til hospitalet. Siden da er der brudt demonstrationer ud i adskillige byer i hele landet; der er skudt mod de protesterende, hundredvis er anholdt, og syv menes dræbt. Styret afviser beskyldningerne og forklarer, at Mahsa Amini fik en uprovokeret hjerneblødning.

SLØRET smides i disse dage på bålet af dansende iranske kvinder; en modig påmindelse om, at det ikke blot er det stykke ubetydelige, næsten vægtløse stof, det af og til affejes som. Det er tværtimod et tonstungt, kvælende symbol på den islamiske undertrykkelse, iranerne har levet under i over 40 år. I den vestlige debat kan man af og til få det indtryk, at retten til at bære slør er en forlængelse af århundreders kvindekamp. Som islamprofessor Thomas Hoffmann kløgtigt forklarede for nogle uger siden her i avisen, skrives de europæiske og danske bestræbelser på at forbyde burka og slør i skolerne med »liberal rettighedsbaseret flammeskrift om individet, friheden, det frie valg og kropslig selvbestemmelse«. Den slags paroler er en hån mod de iranske kvinder, som chikaneres, anholdes og bankes, hvis blot de slipper enkelte lokker løs under stoffet, og mod de mange, der i denne tid er villige til at gå i døden for at få lov til at bære håret frit. Hijabklædte demonstranter herhjemme er et tegn på alt det, de vil væk fra.

FALDER det os nemt at blive for optimistiske i forbindelse med protesterne i de iranske byer, bør vi huske på, hvor massivt og morderisk tidligere protester er blevet slået ned. Sådan kan det desværre også komme til at gå denne gang. Men det iranske politis grusomhed over for egen befolkning viser, at der lige under overfladen findes et civilsamfund, som længes efter at overtage styringen. Også her ønsker man at kaste regimets slør af sig. I forbindelse med politidrabet på George Floyd i USA i maj 2020 udtalte Irans øverste leder, Ali Khamenei, der menes at være dødssyg, at det afslørede »den amerikanske regerings sande natur«. Det islamiske styres sande natur fik Mahsa Amini forleden at mærke.