Kommentar. Genopfinder islam og muslimer sig selv i disse år med en ny »woke« form? Ja, svarer islamprofessor Thomas Hoffmann, der her beskriver fænomenet og giver danske eksempler.

Woke islam

 

Pressenævnet har udtalt kritik af denne artikel. Læs genmæle fra  foreningen Center for Muslimers Rettigheder i Danmark her.

SIDSTE FREDAG VAR Nørrebrogade mere tilsløret end ellers. Et større demonstrationsoptog af kvinder, mænd og børn var på vej mod Christiansborg under bannere og papskilte med slagord som »Mit tørklæde! Mit valg!«, »Min krop! Min ret! Mit hijab!«, »Min frihed er min gudskærlighed!«, »#NallerneVæk«. Anledningen til denne protest var regeringskommissionen Den Glemte Kvindekamp, som havde foreslået et forbud mod det islamiske slør, hijab, i grundskolen.

Demonstrationen mindede mig om sommeren 2018, som stod i den såkaldte burkalovs tegn. Dengang så vi, hvordan danske niqabier (det vil sige kvinder, der bærer den radikale udgave af det islamiske slør, som kun lader en slidse til øjnene fri) demonstrerede side om side med fjerdebølgefeminister fra SlutWalk-bevægelsen. Strengt taget et paradoks.

I Ideer beskrev jeg dengang, hvordan forskellige typer af islamister med stadig større dygtighed og succes talte med identitetspolitiske og liberale stemmer. Min hypotese var, at niqabierne havde indset, at deres projekt ikke havde sin gang på dansk jord, hvis det blev formuleret med rene religiøse og islamiske begrundelser. Hvis de niqab-draperede derimod iklædte deres sprog moderne og liberale gevandter, var der langt større gennemslagskraft i forhold til den almindelige danske offentlighed.

I fredags blev den formodning skåret ud i pap. Protesten mod slørforbuddet blev sat i liberal rettighedsbaseret flammeskrift om individet, friheden, det frie valg og kropslig selvbestemmelse. Et paradoks for så vidt, at tilsløring bunder i et religiøst påbud rettet mod et bestemt kollektivs kroppe, nemlig muslimske kvinder (og piger). Hashtagget #NallerneVæk kobler sig til #MeToo-bevægelsen; man ser for sig den slørforbydende stat som en potentiel seksualkrænker, der ikke kan holde nallerne for sig selv.

Dengang brugte jeg ikke ordet »woke« om islam eller islamisme, men det kunne jeg sådan set godt have gjort. Woke islam findes hertillands. Som fredagens seneste demonstration tydeliggjorde, er det på vej til at blive en trend her i Europa, der langt overgår det marginale niqab-fænomen.

Flere andre har observeret lignende tendenser. Især den amerikansk-italienske islamismeforsker Lorenzo Vidino har sat fokus på denne overraskende krydsbestøvning mellem wokeisme og islam.

Men hvad er det nu, wokeisme er? En hurtig definition vil være, at wokeisme er et aktivistisk begreb, som betegner en oplevet social, religiøs, køns- eller racemæssig uretfærdighed, der ofte bekæmpes med identitetspolitiske midler. Der er ingen tvivl om, at wokeismen er et særligt vestligt fænomen i tiden.

DET ER IKKE nyt, at der består en rød-grøn alliance mellem intellektuel venstrefløj og islam(isme), dét, som i Frankrig er blevet kaldt islamo-gauchisme. Den yderste venstrefløj har i årtier plejet et fornuftsægteskab med islamismen, hvis blot fjenden var fælles. Fjenden kunne være kapitalisme, racisme, koloniale strukturer, USA, Vesten eller simpelthen blot en lokal tyran, ikke sjældent udpeget som Israel. Venstrefløjens gamle revolutionsromantik fandt i islamismen en vital bevægelse. Man beundrede islamismen for dens dybe forbindelser til folket og dens evner til massemobilisering. En vis beundring for islamismens militante élan vital kunne man heller ikke helt undslå sig på den yderste venstrefløj.

Fire ideologiske komponenter markerer sig her. For det første: I wokeudgaven af islam arbejder man ikke for en gennemgribende islamisering af det vestlige samfund. Det er ren ønsketænkning i forhold til demografi. I stedet arbejder man for mere begrænsede og realistiske løsninger. Gerne side om side med folk, der har andre visioner, idealer og religiøse tilhørsforhold, jævnfør ovennævnte fjerdebølgefeminister. Sammenlignet med klassisk islamisme er woke islam altså mere pluralistisk indstillet. Nok så vigtigt: Woke islam lægger tit afstand til de militante sider af islamismen.

Mens islamismens vision er totalitaristisk og perfektionistisk, arbejder woke islams tilhængere mere målrettet på et – med den belgiske eks-islamist Abou Jahjahs ord – »øhav af safe spaces«. Et eksempel på dette kunne være kampen for bederum på uddannelsesinstitutioner. Ligesom med niqabierne nedtoner man ofte det egentlige religiøse aspekt, for eksempel ved at kalde rummene for »stillerum« eller »retræterum«, mens man i samme omgang alligevel betoner, at vi er blevet et multireligiøst samfund, hvorfor bederummene er både nødvendige og rimelige. Pluralismen manifesterer sig også ved, at man ofte er parat til at dele disse rum med andre grupper. Undertiden dog med visse forbehold: Da jeg sidst aflagde bederummet besøg, var husreglen for eksempel, at billeder var forbudte – ligesom i moskeer.

Strategisk fares der med lempe, og man opfordrer i stedet til dét, som det gamle 68er-ikon for studenterbevægelsen Rudi Dutschke betegnede som Den Lange March Gennem Institutionerne. Strategien er legitim, og den virker, fordi aktørerne trækker på demokratiets gængse ressourcer og procedurer, og fordi man har uddannet og professionaliseret sig organisatorisk og kommunikativt.

Flere og flere melder sig også ind i traditionelle centrum-venstreorienterede partier, mens enkelte ligefrem forsøger sig med helt nye partier. Frie Grønne med Sikandar Siddique har måske en chance ved næste folketingsvalg. Sidstnævnte er ærkewoke med sit fokus på religiøse, seksuelle og etniske minoriteters rettigheder, men synes også at appellere særligt til muslimske miljøer, for eksempel ved at aflægge besøg i moskeerne. Frie Grønnes wokeness er et dristigt sats, der risikerer at blive en akilleshæl. Mere konservative muslimske stemmer kan ikke altid få woke til at rime på islam. Men politik behøver heller ikke altid at rime.

FOR DET ANDET: Sprogbrugen er blevet moderniseret. De gamle islamistiske kadrer benytter et tungt og indforstået religiøst vokabular. Det er også tungt og indforstået inden for woke islam, men her er den sekulær og hentet fra forskning og studenterbevægelser. Ord som intersektionalitet, strukturel racisme, racialisering, stigma, islamisk feminisme, postkolonial teori, white privilege, safe space med videre.

Hvor de gamle islamistiske grupperinger holdt skarpt fokus på de islamiske værdier og endemål, herunder meget hårde fjendebilleder, er der en større pluralisme og udadvendthed. Dermed fremstår man også mere relevant for andre med lignende aktivistiske interesser. Således etablerer og plejer man kontakt med grupperinger, der traditionelt har ageret fjendebilleder, for eksempel jødiske grupper eller seksuelle minoriteter.

For det tredje: Den avancerede sprogbrug hænger sammen med nye uddannelsesmønstre. Det skyldes især, at muslimer i Vesten er begyndt at tage universitetsuddannelser inden for samfundsvidenskab, jura og humaniora, hvor netop disse woke begreber udtænkes og bruges analytisk. Nu kobles disse begreber til en oplevelse af religiøs uretfærdighed. Tidligere primært på de medicinske og tekniske studier, hvor disse begreber ingen synderlig relevans har.

Den tyske integrationssociolog Aladin El-Mafaalani har her peget på det såkaldte integrationsparadoks, tidligere beskrevet her i Weekendavisen. Jo mere uddannelse og social kapital man tilegner sig som eksempelvis religiøs minoritet, desto mere konflikt og kamp vil der blive om samfundsmønstre og normer. Disse bliver udfordret, fordi man har lært koderne og metoderne i skolen og på universiteterne, men man bibeholder stadig mange af religionens normer og værdier.

Herhjemme har integrationskonsulent Henrik Kokborg ligeledes beskrevet paradokset. På Københavns Universitet har man nu muslimske studenterforeninger på såvel det samfundsvidenskabelige som det humanistiske fakultet.

For det fjerde: islamofobien. Begrebet er præ-woke og oprindeligt formuleret i slutningen af 1990erne af den britiske tænketank Runnymede, der i kortform definerede islamofobien som den »grundløse frygt og modvilje over for muslimer«. Flere islamofobiforskere har sidenhen opgivet adjektivet »grundløs«, således at selv begrundet kritik kan mistænkes for at være islamofobisk. Det har desværre betydet, at almindelig religionskritik ofte udskammes som islamofobi.

Ligesom »woke« er også dette begreb kontroversielt. Uanset hvad oplever muslimer undertiden diskrimination og fjendtlighed grundet deres muslimskhed. Desværre begrebet ofte således, at der selv i legitim religionskritik er anklager om islamofobi. Selv oplever jeg regelmæssigt, at mine analyser eller formidling af islamforskning stemples som islamofobiske. Her bruges termen som en videnskabelig term, der er konsensus om – hvilket der på ingen måde er.

SÆRLIGT PÅ ISLAMOFOBI-FELTET gør woke islam (og islamisme) sig organisatorisk gældende. I FN og EU-regi og på dansk grund har forskellige organisationer og råd markeret sig på dette felt. Samtidig er det også her, at forskere som Vidino og undertegnede ser de mest problematiske sider i krydsfeltet mellem wokeisme og islam. Alt for ofte står mange til tjeneste for gamle og svært gennemskuelige islamistiske netværk, organisationer og penge. Problemet skærpes af, at flere ikkemuslimske organisationer og iagttagere har vanskeligt ved at afkode strategien og mangler indsigt i de svært gennemskuelige netværk.

Et grelt eksempel har været Europarådets Twitter-kampagne, hvor billedskønne hijabklædte kvinder ledsages af slogans som »Skønhed er diversitet, ligesom frihed er en hijab«. Bemærk, at sloganet ikke advokerer for friheden til at vælge hijab, men at friheden ligger i selve sløret. Kommunikationsbudget: 3,2 millioner kroner. Med lidt research viste det sig, at medlemmer fra to muslimske ungdoms- og kvindeorganisationer med uformelle bånd til Det Muslimske Broderskab havde fodret arbejdsgruppen med de manende slogans.

Hvis man skulle pege på et dansk eksempel på en rettighedsfokuseret organisation, der har et woke udtryk, kunne man fremhæve Center for Muslimers Rettigheder, CEDA. CEDAs rettighedsfokus går især igennem den linse, der hedder islamofobi. CEDAs analytiske tilgang er også én af wokeismens foretrukne, nemlig den såkaldte intersektionelle tilgang, hvor man ser på islamofobien som noget, der rammer muslimer på utallige niveauer og i mange forskellige livssfærer. Islamofobien påstås at findes altid og overalt i samfundets relationer til islam og muslimer.

Disse relationer ses som indspundne i magtrelationer, der kommer til udtryk i »herskende diskurser om muslimer i Danmark på institutionelt og strukturelt niveau«. Islamofobi glider fra at handle om diskrimination og fjendtlighed over for muslimer til at handle om en diffus forkert og »herskende« måde at tale om muslimer på. Én af CEDAs ledende researchere er i nær familie med forfatteren til den nyligt omdiskuterede lærebog Danmarks kulturmøder med Mellemøsten. Sidstnævnte har på sociale medier beskrevet sig selv som woke.

CEDAs flotte hjemmeside beskriver organisationen sig selv som areligiøs, hvorfor medlemskab ikke er forbeholdt muslimer. Samtidig melder man dog ud, at kamp for andre minoriteters rettigheder kun gør sig gældende for så vidt, at det vedrører muslimer. Hvis man ser CEDAs arbejdsgrupper, bemærker man i første omgang dog den overvejende muslimske repræsentation, hvilket hverken er overraskende eller dubiøst. Signifikant er ikke bare det meget høje uddannelsesniveau, men også at uddannelserne primært stammer fra samfundsvidenskab og humaniora. Alt i alt en demokratisk interesseorganisation, men med en woke og muslimsk orienteret profil.

Enkelte af CEDAs kernefolk har flere gange bidraget med landekapitlet om Danmark og islamofobi til Europakommissionens årsrapporter om islamofobiens status i EU. Rapporterne har tidligere været støttet finansielt af Kommissionen, men indholdet produceres i dag i samarbejde med en håndfuld organisationer, ngo’er og amerikanske universiteter. Dette samarbejde med akademiske institutioner er også et kendetegn for woke islam.

Når det kommer til islamisme-problemet, bemærker man især den vistnok tidligere (det er uklart) samarbejdspartner SETA, en såkaldt uafhængig tyrkisk tænketank, men af eksperter anset for at være styret af præsident Erdogan og hans islamistiske parti AKP. SETAs grundlægger, Ibrahim Kalin, er således Erdogans talsmand og særlige rådgiver. Med andre ord: CEDA indgår i en forbindelse med SETA, og CEDAs egne islamofobirapporter ligner da også SETAs.

Én af CEDAs faste konsulenter for kommunikation og fundraising, der også markerer sig som debattør, står anført som cand.mag. i historie og statskundskab. Helt i den woke islams ånd nedtones det religiøse element. Det anføres ikke, at vedkommende også er uddannet ved Medinas Islamiske Universitet i Saudi-Arabien – forbeholdt muslimer og kendt for at være en missionscentral for Saudi-Arabiens salafistisk-wahhabistiske udgave af islam.

EN TRUSSEL ELLER et fremskridt? Begge dele. Det er et fremskridt, fordi det meste er klart demokratisk deklareret og udtryk for uddannelsesmæssige meritter. Man kan være politisk og videnskabeligt uenig i mål og midler og finde denne form for aktivisme alarmistisk, men sådan er der jo så meget, som vi alle må tåle og tolerere. På ét plan kan vi altså se aktivisterne og deres dagsordensættende udspil som udtryk for en integrationssucces.

I tilfældet med woke islam er det dog et tilbageskridt, hvis man ikke gennemskuer de mere grundlæggende konservative religiøse visioner bag integrationssucceserne og de religiøst nedtonede retorikker, for eksempel kønsopdelt skolesvømning eller tilsløring af mindreårige piger. Når wokeismens blik for upåagtet uretfærdighed omveksles til et ressentimentsfuldt modborgerskab. I særklasse er det foruroligende, når islamisk woke-aktivisme fører til samarbejde og sympati med gedulgte fundamentalistiske og illiberale netværk, regimer eller donorer. Ligesom det er skidt, hvis ikkemuslimske samarbejdspartnere ikke magter at mobilisere tilstrækkelig kritisk bevidsthed om netop disse bagvedliggende visioner, netværk og »sympatisumpe«, men tror, at de indgår i et tolerant og progressivt samarbejde.

Det danske samfund bør byde woke islam velkommen, men med et vedholdende og skarpt kritisk blik.

Rettelse: I den oprindelige udgave af artiklen skrev vi, at CEDA har et »personoverlap med SETA«. Det er der ikke dækning for at skrive. Vi beklager.