I Shakespeares drama Stormen er der en linje, der er blevet til et bevinget ord i såkaldt post-kolonial teori – et teoriapparat, der blandt andet arbejder ud fra den tese, at tidligere tiders koloniserede mennesker og nationer har indoptaget de gamle koloniherrers sprog og tænkning. Selv om koloniherrerne er smidt på porten, og situationen som sådan er postkolonial, er man alligevel fanget i fortidens koloniale magtstrukturer og racisme. Nationen er formelt blevet selvstændig, men sindet forbliver kolonialt, når det alligevel forsøger at leve op til de gamle koloniherrers standarder, ikke sjældent anglosaksiske eller russiske.

Det lyder trist og håbløst, men teorien indrømmer også mulighed for frigørelse og reel selvstændighed. For i og med at man har indoptaget den gamle undertrykkers sprog, har man også fået et mægtigt våben at slå tilbage med. Man kender så at sige sin gamle fjendes lingvistiske lus på gangen.