Kronik. Vellykkket integration fører ikke til harmoni, men tværtimod til flere konflikter, hævder tysk sociolog.

En plads ved bordet

En plads ved bordet

Der er i integrationsdebatten en implicit forventning om, at når det går fremad med integrationen af indvandrere, så mindskes konflikterne mellem dem og de oprindelige indbyggere.

Men det er en fejlslutning, siger Aladin El-Mafaalani, der er født af syriske indvandrere i Tyskland. Han er professor i politisk sociologi og afdelingsleder i integrationsministeriet i delstaten Nord­rhein-Westfalen. I Das Integrationsparadox vender han problemstillingen om muslimers integration eller mangel på samme på hovedet og argumenterer for, at oplevelsen af mange konflikter mellem indvandrere og indfødte netop er et resultat af, at det går fremad med integrationen!

Når to befolkningsgrupper skal vokse sammen, vil det uvægerligt give konflikter, fordi forskellige normer og værdisæt støder sammen og skal genforhandles. For at beskrive integrationsprocessens udvikling bruger El-Mafaalani et bord som metafor. Den første generation af indvandrere har travlt med at arbejde og forventer ikke fulde rettigheder og deltagelse, så de sidder ikke med ved bordet, hvor kagen fordeles, men sidder i stedet på gulvet. Indvandrerne er glade for bare at være i landet og stiller ingen krav.

Den anden generation indvandrere er vokset op i landet, har aldrig oplevet andre lande som »hjem«, taler sproget og føler sig som en del af samfundet. Derfor kræver de også at komme til at sidde med ved bordet for at få del i kagen, altså få del i ressourcer og positioner.

Den tredje generation indvandrere er ikke længere tilfredse med at få del i kagen, men vil også være med til at bestemme bordreglerne, som de indfødte hidtil har defineret.

Skrig og skrål

I denne proces, hvor stadig flere kommer til at sidde med ved bordet, fordi integrationen lykkes, øges også konfliktpotentialet. Der kæmpes og forhandles om ressourcer, positioner, normer og værdier og i sidste ende om definitionen af, hvem der er en del af fællesskabet, og hvem »vi« er.

Det drejer sig også om en forventningskonflikt, idet tidligere forfordelte gruppers forventninger til samfundet stiger hurtigere, end realiteterne forbedres. Denne forskel opleves som illegitim og bidrager til en følelse af diskrimination. Og her anfører El-Mafaalani endnu et paradoks, idet han fremhæver, at den stigende tale om oplevet diskrimination skyldes, at der bliver stadig mindre af den.

Tidligere klagede indvandrerne ikke over diskrimination, for de forventede den. Men det gør de nye generationer ikke, da de forventer at blive behandlet som ligeværdige.

Læs også debatindlægget »Dansk, dansk og endnu mere dansk«

Og konflikterne forøges ikke kun på grund af integrationen af indvandrere, men også fordi tidligere ikke-anerkendte grupper som kvinder, handicappede og seksuelle minoriteter, der ikke havde magt til at være med til at definere de sociale spilleregler, nu også kræver at sidde med ved bordet og være med til at definere bordreglerne.

Det, som nogle oplever som skrig og skrål, er ifølge El-Mafaalani et sundhedstegn, for han har den opfattelse, at social harmoni, som mange længes efter, ikke eksisterer. Der vil altid være konflikter om fordelingen af værdier.

Tidligere var samfundet langt mere hierarkisk opdelt og adskilt af køn, hudfarve eller herkomst, mens udviklingen har ført grupperne sammen, så de integreres og får lige rettigheder.

Den gensidige påvirkning mellem forskellige folk og kulturer berører hele kloden og føles truende af mange, som derfor søger at afskærme sig. Nationalismen kan betragtes som en defensiv reaktion, ligesom islamismen er det – på trods af ofte meget aggressiv sprogbrug. Begge bevægelser føler, at udviklingen er for overvældende og truer deres værdier, hvorfor de krampagtigt holder fast i dem ved at projicere dem tilbage til en imaginær gylden fortid.

Kronisk konflikt

El-Mafaalani forklarer familiedynamikker i indvandrerfamilierne. Første generation emigrerer for at få et bedre liv, men ikke for at få en anden identitet. De er fuldt ud tilfredse med den, de har. Han bemærker syrligt, at hvis de i hjemlandet lider af identitetsproblemer, overvejer de ikke at emigrere. Krav om assimilation indebærer, at de skal udskifte deres identitet, og det kan ikke lade sig gøre, og de ønsker heller ikke, at deres børn skal blive assimilerede, så de bliver »fremmede« for forældrene.

Immigranternes oplevelse af at måtte opgive deres vante tilværelse og indgå i en ny og anderledes livsform fører til, at de ofte holder fast i en mere konservativ udgave af hjemlandets normer, og at de overfører deres forhåbninger i forstærket form til børnene. Håbet er, at forældrenes anstrengelser vil bære frugt i form af børnenes succes, og at børnene vil forblive knyttet til forældrene. Da forældrene føler sig fremmede i det nye land, har de et stærkt behov for at holde fast i børnene, og det kan opleves som en dødsdom, hvis de skal følge læreres opfordring om at »give slip på børnene«, for at de kan blive integrerede og få et bedre liv.

Læs også manifestet: Vi, der overlevede integrationen

Børnene kommer til at leve i to sfærer:

I den indre sfære i deres hjem oplever de en traditionel kultur, hvor der er tætte sociale bindinger, og i den ydre sfære vil de senest i uddannelsesinstitutionerne opleve et ganske andet og komplekst samfund, hvor der er andre forventninger, som barnet selv må lære at forstå.

Barnet må kunne begå sig på to sprog, både i ordets oprindelige betydning og metaforisk, hvor det både må øve sig som den talende og som oversætter. Ofte bliver det også barnets rolle at være oversætter i familiens kontakt med det øvrige samfund, idet forældrene ofte ikke taler det nye sprog.

I begge sfærer stilles der krav om at præstere noget og om loyalitet, hvilket fører til double-bind. Den unge føler, at hvis vedkommende vil opnå succes i samfundet, kræver det en overtagelse af den herskende kultur, og så kan den unge ikke være loyal over for sine forældre, og hvis den unge vil forblive loyal over for dem og deres kultur, vil den unge ikke opnå succes i immigrationslandet.

De unge oplever derfor en kronisk konflikt i forhold til både forældrene og samfundet. Hvordan konflikten udspiller sig, afhænger både af forældrenes krav og af børnenes selvstændighedstrang, men ifølge El-Mafaalani sker der med tiden en forskubbelse af grænser, så de unge får stadig flere frihedsgrader. Den anden generation er anderledes end deres forældre, men samtidig også meget heterogen, hvilket gælder i endnu højere grad for tredje generation, som også adskiller sig fra jævnaldrende indfødte.

Aladin El-Mafaalani har skrevet en spændende og velargumenteret bog om integrationsprocessen og dens problemer. Men man kan dog synes, at han ikke tilstrækkeligt inddrager de problemer, der opstår, hvis større grupper af efterkommere føler sig ekskluderede og derfor skaber fundamentalistiske og ofte kriminelle parallelsamfund, hvilket er tilfældet i flere tyske storbyer. Man kan i bordmetaforen spørge, hvad der sker, hvis nogle forlader bordet, fordi de føler mangel på anerkendelse og eksklusion fra forhandlingerne?

 

Aladin El-Mafaalani: Das Integrationsparadox. Warum gelungene Integration zu mehr Konflikten führt. Kiepenheuer & Witsch. Köln, 2018.

Side 60



Skribenternes avis

Leny Malacinski

Arne Hardis

Skribenternes avis

Hans Mortensen

Aske Munck