Manifest. »Nu marcherer den forkvaklede front, bevæbnet med digte, romaner og radioprogrammer.«

Vi, der overlevede integrationen

Det heldigste individ i et samfund er dét, som har en kamp at tage og ressourcerne til at udkæmpe den. Derfor er vi heldige, os børn af den forfejlede integration, først og fremmest for at have overlevet vores vilkår og for at stå tilbage med en flamme langt stærkere end den, mange etnisk danske unge mærker indeni.

Yahya Hassan, Khatereh Parwani, Geeti Amiri, Ahmad Mahmoud og Sara Omar er blandt de mange, som ved min side er bannerførere for marchen imod befrielsen af den sandhed, som samfundet har været blind for i de sidste 25 års håndtering af integration.

En håndtering af integration, som på mange måder er forfejlet. Det kan ses i statistikkerne, og det kan ses i vores minder om vores opvækst. Danmarks godhedsideal og institutionelle omsorg har forsøgt at hjælpe os, men den har fejlet og svigtet, for den har ikke kunnet se, hvor problemerne i virkeligheden lå, eller hvordan den skulle håndtere dem, når de blev for store, til at vi kunne skjule dem. Velfærdssamfundet har igennem sin naivitet bibeholdt vores forældre i en stagnation, fordi den ikke har turdet stille krav. Venstrefløjens forkæmpere har kaldt enhver kritik af vores forhold for racisme og forhindret noget som helst pres imod vores forældre om at deltage i samfundet.

Det er én af livets mange absurditeter, at inkompetent kærlighed kan skabe et frygteligt helvede for de, som er underlagt den. Netop dét er mine forældre og opvækst også et eksempel på.

Ligeledes er den socialistiske danske stat et spejlbillede af os. Med hvert ben i to bekrigende verdener prøver den at finde sig selv og sandheden, præcis som vi har gjort. Konklusionen er den samme for alle parter; at det ikke har været godt nok. Det kan lyde, som om jeg beder om flere ressourcer til os svage sjæle på flugt, men det er ikke min hensigt. Jeg beder blot om, at de rette ressourcer bliver givet. I al min tid i Danmark har man forsøgt at definere dansk kultur for danskernes egen forståelse, men aldrig forsøgt at forstå kulturerne af de mennesker, som man har taget imod. Samtidig har man spurgt sig selv, hvorfor de mennesker, der er flygtet fra egen stat, som i mange tilfælde har forsøgt at udrydde dem, ikke har kunnet bringe samme tillid og respekt til den danske stat, som de etniske danskere har. Man har ikke forsøgt at udbedre de traumer, som disse familier har med sig fra krigen og flugten, før man har stillet krav om assimilation, og når tiden var inde til at stille krav, har man ikke gjort det tydeligt nok. Alt sammen har resulteret i 25 år, hvor ingen parter har kunnet forstå hinanden.

Men nu marcherer vi, denne forenede og forkvaklede front. Bevæbnet med digtsamlinger, romaner og radioprogrammer tager vi kampen op for at afdække den sandhed, som har taget livet eller fremtiden fra mange af os. Vi marcherer imod en ukendt slagmark, hvor beskydningen kommer fra alle sider. Fra folk som flagrer med flagene af hvert af vores to hjemlande.

Jeg og de tidligere nævnte frontløbere har overlevet, og mange af os i bedste velgående, men jeg er sikker på, at flere af os ofte står tilbage og opvejer, om tingene har været det hele værd. Om den kamp vi tager op er dens udfordringer værd.

Én ting er dog sikkert, og det er, at vi alle kæmper for, at intet barn skal gå igennem det, som vi har gået igennem. Ingen af de tusinder af børn, der allerede er og fortsat vil komme til Danmark som led i den globale flygtningekrise, skal føle, at de står med hvert ben i to forskellige verdener, hvor det i ingen af dem føler sig hjemme eller velkommen.

Når jeg til tider forsøgte at lufte min frustration over min tilværelse, fik jeg fra mit bagland det samme at høre, som Mette Frederiksen forleden udviste over for Hanna Mohamed Hassan. Nemlig den, at jeg ikke kunne tillade mig at klage, og at jeg skulle prise mig lykkelig og evigt forgældet for ikke at være efterladt i mit krigshærgede hjemland.

De to kløfter, som jeg hang imellem, bevægede sig med årene længere væk fra hinanden, så jeg til sidst kun havde fingerspidserne at holde fast med. Jeg faldt ned i et dybt hul af depression, hvor selvmordstanker var de eneste tanker, som kunne give mit sind et øjebliks ro.

Nu er jeg undsluppet det hul, og da jeg endelig fik fast jord under fødderne igen, indså jeg, at jeg ikke var den eneste, som var kravlet op på toppen af en ny og mere hjemlig klippe. Vi står nu og kigger imod horisonten, vi de overlevende, og vi står klar til at dele ud af erfaringer for, hvordan man overlever sådan et fald, men endnu mere står vi klar til at dele ud af de idéer, vi har, til hvordan man kan undgå faldet i første omgang. Vi råber disse ting ud over hele landskabet, for det er det eneste tilbage at gøre, og vi håber, at vores råben når ud til nogen. Skulle den gøre det, håber jeg på, at den bliver modtaget sammen med denne bøn:

Hør os, støt os og elsk os. Gør for os alt det, som vores forældre aldrig kunne, så skal vi nok trofast tage slagene og træde på minerne, indtil vi en skønne dag finder den rette vej frem for os alle.

Læs Sebastian Magnus Svenssons portræt af Yasser Ghanbari her.

Side 8