Portræt. »I den ene hånd har han rigets sikkerhed, i den anden regeringens liv.« Hvem er dommer Michael Kistrup, som på samme tid er formand for Minkkommissionen og for Tilsynet med Efterretningstjenesterne?

Paragrafmanden

Paragrafmanden Af Mads Staghøj og Christian Bennike

Tilhørerne hævede øjenbrynene, man strakte hals i retten på Frederiksberg, og selv de mange journalister løftede et øjeblik fingrene fra tastaturet. Der blev helt stille, »vi spidsede ører«, som Kristian Hegaard, der er tidligere retsordfører for De Radikale, siger. Han overværede samtlige Minkkommissionens afhøringer, 74 vidner på 34 retsdage, og kun sjældent tog kommissionens formand, Michael Kistrup, selv ordet. Men så lyttede alle.

»Vi lyttede efter det mindste fingerpeg om, hvor Kistrup stod i sin vurdering af sagen,« siger Hegaard, »men det var helt umuligt! Kistrup formulerede sine spørgsmål til vidnerne skarpt, men uden at afsløre, hvor han selv stod.«

Lige nu spidser hele landet ører for at forstå Michael Kistrup. Han har nemlig »en dobbeltrolle, vi aldrig nogensinde har set før«, som professor i forvaltningsret ved Københavns Universitet Michael Gøtze siger: Ud over at være formand for Minkkommissionen leder han også Tilsynet med Efterretningstjenesterne, TET, som tilsyneladende var med til at starte hele FE-skandalen.

»Den samme jurist sidder nu med tidens to største politiske sager,« siger Gøtze. Det er historisk.

Eller som politisk kommentator og tidligere justitsminister Hans Engell formulerer det: »I den ene hånd har han rigets sikkerhed, i den anden regeringens liv.«

På den ene side beskrives Kistrup som velovervejet og tilbagetrukken – som arketypen på den rolige og neutrale dommer:

»Han handler ikke overilet, men sætter sig roligt i stolen og tænker sig om,« siger professor emeritus i statskundskab ved Aarhus Universitet Jørgen Grønnegård Christensen.

På den anden side har Kistrups handlinger det seneste år fået mange andre til at sidde uroligt på stolen.

Konklusionerne i Minkkommissionens rapport er ikke afdæmpede og tilbagetrukne. Og skandalen i Forsvarets Efterretningstjeneste – den sag, som alle har talt om i månedsvis, som tidligere efterretningschef Lars Findsen i denne uge kaldte »vanvittig«, sagen, hvor både Findsen og tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen nu er sigtet for landsforræderi – den sag startede hos Michael Kistrup.

»Han har været inde og træffe nogle juridiske afgørelser, som er meget vidtgående,« siger Hans Engell. »Han er ikke nogen forsigtig dommer.«

Grillmesteren

Offentligheden ved overraskende lidt om den 62-årige dommer. Han har ingen Facebook- eller Twitter-profil. Han bor i Holte nord for København, er ridder af Dannebrog af 1. grad og arbejder angiveligt hele tiden. Gift med en sygeplejerske, to børn, glad for italiensk vin og åbenbart »en sand grillmaster«, som Politiken har skrevet.

»Han er en klassisk dommer, der er vokset op i Justitsministeriet, og som kommer ud af en tradition, hvor man ikke politiserede så meget som i andre historiske perioder,« som en kilde, der har lavet kommissionsarbejde med Kistrup, siger. »Han undersøger en sag på samme måde, uanset om den gælder hr. og fru Hansen eller Mette Frederiksen.«

Han var jurist i Justitsministeriet i 90erne, så byretsdommer i København, senere landsretsdommer i Østre Landsret, formand for Udlændingenævnet og medforfatter til et par tykke lærebøger til jurastudiet: Civilprocessen (952 sider) og Fogedsager (940 sider).

I et årti var han juridisk sekretær i PET-kommissionen, som granskede efterretningsvirksomheden under Den Kolde Krig fra 1999-2009 (16 bind på i alt 4.600 sider). Og kortvarigt formand for Irak-kommissionen, inden Løkke-regeringen lukkede den i 2015.

Kilder, der har arbejdet med Michael Kistrup i de to undersøgelseskommissioner, fortæller en nærmest enslydende historie om en behagelig og arbejdsom jurist med en kølig afstand til sit stof.

En »saglig og dygtig« mand, som juraprofessor emeritus Ditlev Tamm siger. Han sad i PET-kommissionen sammen med Kistrup: »Et behageligt og effektivt væsen.«

»En fagligt skarp kniv, der ikke er bange for nogen,« supplerer Michael Gøtze, der har fulgt Kistrup fra sidelinjen i årevis.

I 2017 blev Michael Kistrup så udnævnt til formand for Tilsynet med Efterretningstjenesterne, og det er her, han for alvor er blevet kendt i offentligheden. Og kontroversiel.

Det var nemlig Kistrup og tilsynet, som i sensommeren 2020 sendte en undersøgelse i fire bind til Forsvarsministeriet: Efterretningstjenesten arbejdede i strid med dansk lovgivning, mente tilsynet, som havde talt med en eller flere whistleblowere.

Tilsynet mente blandt andet, at der ved »centrale dele af FEs indhentningskapaciteter er risici for, at der uberettiget kan foretages indhentning mod danske statsborgere«. Altså, at danskere uretmæssigt kunne blive overvåget. Og at FE arbejder »i strid med dansk lovgivning«.

Kistrup havde »smidt en juridisk klyngebombe ind i selve magtdanmark«, som Politiken skrev.

Daværende forsvarsminister Trine Bramsen hjemsendte straks Lars Findsen og flere andre chefer. Skandalen rullede, det var på avisernes forsider, det var det første, man talte om i morgenradioavisen – og det overraskede underligt nok Michael Kistrup.

»Vi har slet ikke haft overvejelser om, at nogen skulle hjemsendes,« sagde han til Politiken. »Reaktionen har været mere alvorlig, end jeg havde regnet med.«

Men det burde han have vidst, mener Ditlev Tamm.

»Man må være forberedt på, at der kommer en stærk reaktion, når man udsender en pressemeddelelse med så hård en kritik,« siger han.

Pressemeddelelsen var »meget udfarende«, og udtalelsen i Politiken var »uprofessionel«, siger Tamm.

I december sidste år tog FE-sagen så en absurd drejning: En kommission af tre andre landsdommere, som Trine Bramsen havde sat til at gennemgå alle sagens dokumenter, konkluderede efter et års arbejde, at Kistrup og tilsynet tog fejl. Der var ingen problemer, ingen havde gjort noget forkert, den dramatiske pressemeddelelse havde været en fejl. Det var virkelig en skandale. I denne uge kom det så frem, at tilsynet midlertidigt har besluttet at indstille en del af deres kontrol med efterretningstjenesterne – de er tilsyneladende uenige i de tre landsdommeres konklusion. Sagen er langtfra slut.

Forløbet undrer Ditlev Tamm. Han har svært ved at genfinde den eftertænksomme og anonyme Kistrup, han stiftede bekendtskab med i PET-kommissionen.

»Vores adelsmærke var, at vi fik klargjort så mange ting som muligt, inden vi gik ud med noget i offentligheden. Sagen her viser, hvordan efterretningsvirksomhed og hemmeligholdelse er vigtigt, og at det kan gå fuldstændig i fisk, hvis ikke man er diskret og har fuldstændig dækning for, hvad man siger.«

Selvom Michael Kistrup er »oplagt kompetent og robust«, som professor Michael Gøtze siger, er det ikke uden problemer for en dommer at være viklet ind i tidens to store skandalesager med politiske overtoner.

»Nogle vil kunne sige, at han er fedtet ind i for meget, og den kritik ville det være godt at undgå,« siger Gøtze. »Der er mange dygtige jurister at vælge imellem, og det er bedst at undgå dobbeltroller.«

Grundværdier under pres

Landsretsdommer Kistrup er måske også et billede på en større udvikling: juristernes genkomst i dansk politik. Over det seneste årti er der kommet flere kommissioner, som gransker politikernes handlinger – statsløsesagen, Tibetsagen, instrukssagen mod Støjberg, minksagen – og den offentlige samtale er nu fuld af ord som »ministeransvar« og »sandhedspligt«. Det er måske et sygdomstegn.

I 70erne og 80erne var jura den ædleste faglighed på Slotsholmen – chefer skulle helst være jurister, og Justitsministeriet var det store, magtfulde ministerium, hvor alle lovforslag skulle sendes til godkendelse.

»Jura var konge,« som Hans Engell siger. »Alt skulle vurderes i forhold til konventioner og rettigheder og EU-regler.«

Men så kom Tamilsagen. Juristerne i Justitsministeriet fik skylden, de tabte anseelse, ministeriet blev omformet, og i 90erne voksede Finansministeriet frem som det mægtigste ministerium. Det blev regnedrengene og budgetbissernes storhedstid: Økonomi blev den dominerende faglighed, og samtidig kom der flere og flere kandidater fra statskundskab ind i embedsværket.

Nu taler politikere om at »gå til kanten« af konventionerne. Om at handle hurtigt og kontant. Og det ender stadig oftere med politiske skandaler, der efterfølgende skal undersøges af jurister. Det seneste årti er der, ifølge professor Michael Gøtze, groft sagt sket en fordobling i antallet af undersøgelseskommissioner.

»De juridiske grundværdier er under pres i ministerierne og i centraladministrationen, det er derfor, vi ser de her alvorlige sager,« siger Pernille Boye Koch, som er forskningschef ved Institut for Menneskerettigheder.

»Lovlighed som værdi er truet,« siger professor emeritus i statskundskab Tim Knudsen. »Juristerne er blevet fejemænd, som forsøger at feje møget op bagefter.«

Udviklingen kulminerede, da den tidligere departementschef i Fødevareministeriet Henrik Studsgaard sad foran Michael Kistrup og de andre i Minkkommissionen på Frederiksberg og sagde de berømte ord: Kravet om lovhjemmel var ikke »top of mind« hos ham.

»Det er jo utroligt, at en departementschef ikke har blikket stift rettet mod juraen i sådan en situation,« siger Hans Engell.

Det er dog ikke alle, som deler den vurdering.

»De tager i den grad fejl,« siger Jørgen Grønnegård Christensen om folk som Knudsen og Boye Koch, der beskriver en generel udvikling mod en mindre og mindre lovfast forvaltning i Danmark. Instrukssagen handlede om én minister, som ikke lyttede til advarslerne. Tibet-sagen handlede om vores forhold til Kina. Minksagen er den eneste sag, som er rigtig problematisk, mener Grønnegaard Christensen.

Ikke desto mindre kom Mette Frederiksen til magten på et løfte om at tage kontrollen tilbage fra systemet. Det skulle hverken være økonomiske fremskrivninger eller underlige paragraffer, der bestemte politikken – det skulle være politikerne. Så hun oprettede et politisk sekretariat i Statsministeriet med sin særlige rådgiver, Martin Rossen, i spidsen. Rossen fik også plads i regeringens økonomi- og koordinationsudvalg, og nu skulle alle ministre aflevere fireårsplaner til godkendelse i Statsministeriet.

Det har fået Frederiksens kritikere til at anklage hende for at være magtfuldkommen: for at tromle hen over lov og ret for at få sin vilje igennem – både når det gælder mink og efterretningsvæsenet. Det er den politiske debat, Kistrup står midt i: Hvad skal juristerne bestemme, og hvad skal politikerne afgøre? Hvor går grænsen for politisk handlekraft?

Selv mener Michael Kistrup tilsyneladende, at han bare ser på paragrafferne og gør sit job.

Sidste år blev Tilsynet med Efterretningstjenesterne tildelt Libre-Prisen, som uddeles til »kræfter, der arbejder for at fremme det åbne og frie samfund«. Formand Michael Kistrup mødte selv op til prisoverrækkelse, der er et billede af ham, hvor han står og smiler i hvid skjorte og fremviser et indrammet diplom.

Der er ingen optagelser fra den aften, men Peter Christian Bech-Nielsen, som er chefredaktør på techmediet Radar og medstifter af prisen, husker, hvad Kistrup sagde:

»Han sagde noget i stil med, at han var lidt forbløffet over at få en pris, når han bare mente, han havde udført sit arbejde.«

Michael Kistrup har takket nej til at bidrage til Weekendavisens portræt.