I dag kan det være svært at forestille sig en tid uden klimakrise, frit faldende biodiversitet og stærkt forurenet natur, men for bare 50 år siden var emnerne stort set ikke på dagsordenen. Som i dag var CO2-udledningen stigende og miljøet under massivt pres, men åbnede man en avis eller tændte for fjernsynet, var det andre ting, det handlede om. Først i 1972 tog den globale miljøkamp for alvor sin begyndelse, da regeringsrepræsentanter fra 113 nationer mødtes med forskere og aktivister i Stockholms opera til Conference on the Human Environment, FNs første miljøkonference nogensinde.

»Denne verden er truet af belastningen fra menneskets planløse, egoistiske og konstant voksende aktiviteter,« tordnede FN-generalsekretær Kurt Waldheim fra talerstolen forud for 11 dages forhandlinger, der efter møje og besvær og stor modstand fra især de store, rige nationer skulle ende med formuleringen af 26 meget overordnede principper for verdens bæredygtige udvikling:
»Jordens ressourcer må beskyttes af hensyn til nuværende og kommende generationer,« hed det blandt andet. Eller: »Udledningen af giftige stoffer i mængder, miljøet ikke kan håndtere, skal stoppes.«