Præstinde Alexandra. Den sensationelt originale dramatiker Alexandra Moltke Johansen prosadebuterer med en glimtvist for dyrisk vild patchworkfortælling om at blive til som mor og aktivist.
Der er ild i vores fødder
Jeg er ikke skuffet over Alexandra Moltke Johansens prosadebut, den generøse Animal, og jeg ville helt sikkert nok være mere på røven over den, hvis jeg ikke var blevet så eksplosivt overrumplet, som tidligere beskrevet her i tillægget, af hendes samling af tre suveræne stykker dramatik, Stykker om magt og den lille dramatiske collage Falder for din hånd og de yderligere dramatekster (frem for alt »Fablen om den flittige myre«, trykt i det nye dramatemanummer af Hvedekorn, 1-2, 2022), som jeg har fået at læse; jeg har skammeligt nok stadig en liveforestilling til gode. Jeg er bare glad nok, hvor jeg havde håbet at være vildt begejstret, for det havde jeg jo været. Men det havde jeg jo været, og glad nok er godt nok i begejstringsmellemrummene.
Det er velsagtens bare, fordi den nye bog – rimeligt nok! – er mere prosaisk end dramatisk, mere Johansen-prosaisk end Alexandra-dramatisk, og jeg havde for pokker lige forelsket mig i det Alexandra-dramatiske, vildskaben, grusomheden, visionerne, humor- og melodramasortheden, satiren, dyrefablerne, sangene, og havde så satset på en eller anden Moltke-hybrid.
Del:
