Aftalen om spredningen af elever til storbyernes gymnasier er som bekendt genstand for kras kritik og ideologisk modstand. I den borgerlige lejr tales der om et socialpolitisk eksperiment, betonsocialisme, tvangsfordeling og sågar om tvangssterilisering af det frie gymnasievalg. Jakob Ellemann-Jensen, velsagtens blå bloks bedste bud på en statsminister, anskuede således i sin grundlovstale ordningen som det udtrykte billede på, at Socialdemokratiet hellere vil bestemme over borgerne end at overlade det til dem selv at vælge, og han bedyrede at rulle modellen tilbage, hvis Venstre får betroet regeringsmagten.

Det synes, som om fakta har trange kår i debatten. Virkeligheden er, at de unge i dag ikke har frit valg på alle hylder. Der er et afstandskriterium, som regulerer valgfriheden. Jo længere væk fra gymnasiet man bor, jo mindre er chancen for at komme ind. Det betyder, at nok får ni ud af ti unge opfyldt deres ønske, men altså også, at hver tiende netop ikke kommer ind på det foretrukne gymnasium.