MÅSKE har konspirationsteoretikerne fået travlt med teorier om vaccinesammensværgelser. Måske synes antiglobalisterne, at tingene går i deres retning. Måske har demonstranterne endnu ikke opsnuset adressen. I hvert fald er der ingen protester i sigte torsdag eftermiddag i sidste uge, da jeg møder op ved et stort hotel i Washington, D.C. Ved registreringen i lobbyen siger en af de andre deltagere, at han er lidt skuffet: »Man føler sig jo vigtigere, hvis man skal eskorteres forbi vrede demonstranter.«

Lidt vigtig føler man sig dog, når man får udleveret mappen med program og deltagerliste. Jeg står som nummer 56 ud af de 119 deltagere ved årets Bilderberg-møde.