3.000 indkaldte betjente var ikke nok til at forhindre jødiske mænd i at begå vold og chikane mod Jerusalems palæstinensere.
Fejringen søndag af den årlige flagmarch, der markerer genforeningen af en samlet hovedstad, udviklede sig i flere tilfælde til vold fra marchens jødiske deltagere mod palæstinensere i den gamle by.
Jødiske mænd med medbragte pebersprays sprøjtede blandt andet en gammel palæstinensisk dame lige i ansigtet, hvorefter en anden jødisk mand sparkede hende i maven, så hun faldt og landede på jorden. På pladsen foran Jerusalems Damaskusport brød jødiske mænd ud i hujen og piften, når sårede palæstinensere blev båret ud, ligesom der blev kastet vandflasker mod de svedende arabiske førstehjælpsarbejdere, der løb frem og tilbage i heden for at evakuere de sårede.
Weekendavisen var desuden vidne til, at en jødisk mand i civil trak en pistol mod en ubevæbnet mand.
Den jødiske mand, iført rygsæk og kasket, sigtede målrettet på den ubevæbnede mand, der holdt et sort GoPro-kamera hævet frem for sig i strakt arm. Han sænkede først pistolen, da en betjent nåede frem til ham og lagde en fast hånd på hans skulder. Ingen skud blev løsnet, og det har ikke været muligt at få svar fra politiet på, hvem manden var, og hvorfor han ikke blev tilbageholdt for at sigte mod en ubevæbnet civil. Efter episoden udvekslede han et par ord med betjentene, og de gik hver til sit på pladsen. I alt omkring 70.000 jøder deltog i den årlige fejring af Jerusalem Dag-marchen, hvor politiet flere gange undlod at gribe ind over for de jødiske deltagere. Weekendavisen har ikke kunnet få oplyst, hvor mange af dagens mindst 60 anholdte der var jøder. Politiet oplyser følgende:
»Desværre forsøgte en håndfuld uromagere at sabotere dem, der kom for at deltage i fejringen, ved at forstyrre den offentlige orden. Vi vil fortsætte med at reagere imod lovbrydere og uromagere af hensyn til den offentlige orden og sikkerhed.«
Israels forsvarsminister, Benny Gantz, roste efter marchen politiets indsats mod terrorister.
»Men jeg har også hørt kvalmende, opildnende kampråb fra den jødiske offentlighed. Som forsvarsminister mener jeg, at tiden er inde til at overveje at definere organisationer som La Familia og Lehava som terrororganisationer.«
La Familia er en fanfraktion for det jødiske fodboldhold Beitar Yerushalayim, der er kendt som voldelige nationalister; Lehava er en nationalist jødisk organisation, der er imod jødisk-arabisk sameksistens.
En by, to folk
På trods af episoderne betragter både jøder og palæstinensere dagen som relativt rolig. Sidste års march endte med hylende luftalarmer i Jerusalem, efter at Hamas sendte en byge af raketter mod hovedstaden. Israel svarede igen med en militæroffensiv mod især Gaza, og efter 11 dages krig havde flere hundrede mistet livet.
I år fandt marchen sted i en anspændt atmosfære, efter at 20 mennesker havde mistet livet i palæstinensiske terrorangreb inden for de seneste to måneder. De fleste var jøder, men også en arabisk politimand og to ukrainere blev skudt. Efter et angreb i den ortodokse by Bnei Brak i marts opfordrede premierminister Naftali Bennett direkte civile israelere til at bevæbne sig:
»Hvad forventes af jer, borgere i Israel? Årvågenhed og ansvarsfølelse. Åbn øjnene. Jer, der har tilladelse til at bære våben, dette er tiden til at bære det,« sagde han.
Drabet på den palæstinensiske al Jazeera-journalist Shireen Abu Akleh, der mistede livet i en skudveksling på Vestbredden i maj, har desuden vakt vrede hos mange palæstinensere, der beskylder Israel for drabet. CNNs egen undersøgelse tyder ifølge CNN på, at hun blev dræbt med vilje af den israelske hær.
Marchen søndag begyndte da også med en klar markering, da den israelske højrefløjspolitiker Itamar Ben-Gvir fra partiet Jødisk Magt under massiv politibeskyttelse marcherede ind på Tempelbjerget, hvor al-Aqsa-moskeen ligger, og hvor der normalt er begrænset adgang for jøder. Knap 3.000 jøder vandrede i løbet af dagen ind på pladsen stik imod traditionen. Brigadegeneral Roi Zweig sagde samme dag i en tale til en yeshivah, en jødisk drengeskole, i en bosættelse på Vestbredden, at hæren og de jødiske bosættelser ikke blot samarbejder. Den enes arbejde er en forlængelse af den andens:
»Jeg mener, at hæren og bosættelserne er en og samme ting«, konstaterede generalen med tilfredshed.
Drejebog for vold
Allerede aftenen inden marchen kan man iagttage, hvordan dele af de ortodokse miljøer tilsyneladende ikke frygter politiet. De går målrettet efter at fremprovokere et voldeligt sammenstød, der kan lægges på de sociale medier og eskalere en konfrontation.
Ved 23.30-tiden går en gruppe 13-14-årige ortodokse drenge højlydt tæt frem og tilbage foran de palæstinensiske mænd og drenge, der roligt sidder eller står i grupper på pladsen foran Damaskusporten. Drengene synger, dytter på deres løbehjul, svinger med israelske faner og filmer politibetjentene på nattevagt lige op i ansigtet med deres mobiltelefoner.
»Israelsk politi er en skamplet og en bande af kujoner. Sig til kameraet, hvad du hedder,« råber den mest aktive af drengene til de bevæbnede betjente.
En arabisktalende officer – der er mange arabisktalende drusere, beduiner og kristne i både hæren og politiet – ser hurtigt, hvor det kan bære hen, og hæver stemmen på hebraisk.
»Jeg advarer jer. I må gerne være her, men I skal ikke provokere, og hvis det ikke bliver gjort på den nemme måde, så bliver det med magt.«
Et par palæstinensiske mænd begynder så småt at stimle sammen, så officeren må appellere også til dem for at undgå sammenstød. Nu på arabisk. »Kom nu, du er voksen. Gå tilbage til din butik,« siger han flere gange. Pludselig lyder der råb og skrig på trappen ned til Damaskusporten. En ortodoks mand råber ud i natten, at en palæstinenser lige har hældt kogende kaffe på hans sko. Han holder sin mobiltelefon op foran sig.
»Flot!« råber den ortodokse med artikuleret stemme, som stod han på en teaterscene. »Det israelske politi anholder ham ikke engang. Han hældte kogende kaffe på min sko! På en journalist!«
Hans ven trækker ham i ærmet, men han hvisler »hold kæft« ud af mundvigen og fortsætter. »Er det sådan det foregår i Israel? Tag ham til side!«
De fleste palæstinensiske unge bliver siddende, hvor de er. Kun øjnene bevæger sig. En af dem trækker med rolige bevægelser et partisanertørklæde over skuldrene. Den arabiske officer skynder sig nu hen til den ortodokse for at lukke situationen ned på hebraisk. Så tager han fat i den palæstinenser, der angiveligt spildte kaffen, og trækker ham til side for at tale ham til ro. Imens siger den ortodokse til et par palæstinensere:
»Hvis der bliver problemer, tager vi jer.« »Ja, kom og tag min pik,« siger en palæstinensisk mand og tager sig demonstrativt i skridtet, mens han træder helt tæt på den ortodokse.
»Tror I, vi er bange? For fængsel? Vi er ikke bange for noget, os.«
Adnan Barq, en 22-årig palæstinensisk aktivist med runde, intellektuelle briller og en blød stemme, følger situation fra fortovet. Han har set det mange gange før, siger han.
»Officeren sagde til os, at vi ikke skal sige et ord til de jødiske drenge. De sender børn med vilje for at provokere os, så vi kan få tæsk af soldaterne. De siger, at det her er Israel, og snart vil I forlade det her sted. Hvis du skubber dem, kommer hæren og smadrer dit ansigt. Derfor rører vi dem slet ikke. Det er en fælde. De jødiske drenge gør, hvad de vil. De har fuld beskyttelse fra hæren.«
Hans ven har krøller i alle retninger og dybe blå øjne,
»Hvad fuck sker der for internettet?« siger han og leder efter optagelser på sin telefon af tidligere sammenstød. Blandt andet af ortodokse, der råber »Nakba Tania« (den anden naqba – for palæstinenserne etnisk udrensning, for jøderne oprettelsen af staten Israel i 1948).
»De har lært sig selv arabisk kun for at sprede had,« siger aktivisten.
Til sidst opstår der en kortvarig slåskamp, da en tilfældigt forbipasserende palæstinensisk mand kommer slentrende over pladsen og pludselig krydser den ortodokse drengs vej. Drengen skubber palæstinenseren i brystet, hvorefter alle betjentene kaster sig ind i at skille dem hurtigt ad.
»De angreb mig,« siger palæstinenseren indtrængende til den arabiske officer. Han beder selv om at blive taget med på stationen, så betjentenes egne kameraer, der er monteret på uniformen, kan vise dem, at drengen angreb først, men situationen fuser lidt ud. Han ligner mest af alt en mand, som prøver at håndtere det faktum, at han er blevet verbalt og fysisk overfaldet af en mindreårig dreng, som politiet tilsyneladende ikke tør lægge hånd på. Hvis det fremstår, som om israelsk politi slår ned på jøder, kan det hurtigt vække oprør på den jødiske højrefløj og destabilisere den i forvejen skrøbelige politiske og sikkerhedsmæssige situation.
Det ligner en modus operandi: De ortodokse ved, at politiet giver dem lang snor, og politiet ved, at de er nødt til at stoppe dem uden at gå hårdt til værks.
Hooligans for Jerusalem
Flere fodboldhooligans fra fanfraktionen La Familia, som forsvarsministeren vil forbyde, cirkulerer foran Damaskusporten. En trænet og tatoveret mand med fodboldholdets kasket og et halstørklæde med israelske flag går op og ned ad trappen. I kort snor holder han sin rottweiler med mundkurv. På et af trappetrinene sidder to unge mænd. Den ene fortæller stolt, at han er fan af Beitar Yerushalayim, fordi de er »verdens mest racistiske fodboldhold«. Hans ven, Daniel Maoz, fortæller, at Jerusalem-dagen er den eneste dag på året, hvor han føler sig sikker ved at sidde her på grund af de mange betjente.
»Enhver anden dag ville jeg blive jeg stukket ned,« siger han.
Han er mødt op for at vise, at jøderne ikke har opgivet den gamle by, og at han enhver anden dag ville blive anholdt for at vise et israelsk flag på Tempelbjerget.
»Det er den rigtige apartheid,« siger Daniel Maoz.
Palæstinensiske sten
Men jøderne er ikke de eneste, der står for volden den dag.
Sidst på eftermiddagen begynder palæstinensiske mænd at stikke ild til bildæk i en container i det arabiske Østjerusalem uden for den gamle by. Palæstinenserne forsøger at komme tættere på de marcherende jøder i den gamle by, mens politiet prøver at presse dem tilbage. Fra fortovet skyder betjente gummikugler mod den brændende container, hvilket får palæstinenserne til at trække sig tilbage. Samtidig bliver en af deres egne, som har fået nok af blot at være tilskuer, slået seks gange i hovedet med en knyttet næve for derefter at blive ført ind i en bygning på gaden ved siden af. Palæstinenserne sender sten og fyrværkeri mod politiet, som må trække sig baglæns. De trænger aldrig igennem politiets forsvarsposition, og da flagparaden er slut, begynder butiksejerne på gaden at feje fortovet, mens gaden stadig er fyldt med sten i kastestørrelse.
I konflikten er begge parter enige om, at volden fra den anden side er problemet, men de er tilsyneladende også enige om, at vold, i hvert fald på kort sigt, er den bedste løsning.
Selve marchen begyndte ved Damaskusporten, gik forbi Via Dolorosa og endte med fest og musik ved Grædemuren. Alle arabiske butiksejere undtagen en havde trukket deres raslende blikfacader helt ned til jorden i den gamle by. Kun en enkelt juicesælger i lyserød poloskjorte insisterede på at holde åbent. Han så til med forstenede øjne, mens hundreder og atter hundreder af skrålende, trommende, hoppende og megafonbærende jøder strømmede forbi i den smalle, stenbelagte gyde. Tæt på Via Dolorosa kiggede en kvinde i rød hijab frygtsomt ud af sprækken i sin hoveddør, mens bølger af unge jødiske mænd hamrede knytnæver mod blikfacaderne i takt med de hektiske sange. Hendes hånd slap ikke håndtaget, klar til at smække i på et splitsekund.
