Jonas Packalén var en af de politimænd, som langfredag blev overdænget med brosten i byen Örebro et par timers kørsel vest for Stockholm. »Selv kvinder i 40erne og 60erne kaster sten efter os, deres egne børn gør det samme. Hvordan fanden skal du håndtere sådan en situation? Slå en 12-årig med din knippel?« spurgte han senere i et meget delt Facebook-opslag.
»Det, vi møder i Örebro, er folk, der får kørt brosten ind til sig i biler. Sten og genstande i overflod. Sten, der hugges op og knækkes, så de bliver skarpe. Genstande, som kan forårsage livstruende skader. Helt sygt. Vi taler med andre ord om forsøg på mord.«
Der var lignende optøjer i en række svenske byer hen over påske. Biler, busser og bygninger brændte i byer som Norrköping, Linköping, Örebro, Malmø og Stockholm.
Det begyndte, da politikeren og provokatøren Rasmus Paludan skærtorsdag satte ild på en koran i Jönköping og dagen efter gentog nummeret i Stockholm-forstaden Rinkeby. Men der udbrød også kampe steder, hvor han ikke nåede frem. Natten til anden påskedag blev en skole i Malmø-bydelen Rosengård stukket i brand af en hærgende horde. En TV 2-fotograf blev i samme bydel sparket i brystet og mediets journalist ramt af stenkast. I alt 26 politibetjente og 14 civile personer kom ifølge svensk politi til skade i det, som Berlingskes kommentatorer har døbt »den svenske intifada«.
»Vi kunne let have stået i en situation, hvor fire-fem politimænd var døde,« som Peter Wolodarski, der er chefredaktør på Sveriges største avis, Dagens Nyheter, siger til Weekendavisen. »Vi har været heldige.«
»Det ser ud til, at optøjerne har været koordineret. Alle de byer på samme tid … det opstår ikke spontant, og selvom vi endnu ikke ved det med sikkerhed, tyder noget på, at der er forbindelser til både bandemiljøet og til den arabiske verden,« fortsætter han.
Det samme sagde rigspolitichefen, Anders Thornberg, på en pressekonference søndag: Man genkender folk fra bandemiljøet, og nu skal det undersøges, hvor stor en rolle udenlandske aktører har spillet i forløbet. En egentlig påvirkningskampagne – som den i vinter med falske anklager om børnekidnapning i Socialtjänsten – menes der indtil videre ikke at være tale om. Alligevel vurderer Ola Svenonius fra Totalförsvarets forskningsinstitut, at hændelserne vil blive udnyttet i russisk propaganda til at »bevise« – som han formulerer det i Svenska Dagbladet – at Sverige er et mislykket land.
Paludan var anledningen, men ikke grunden til optøjerne, vurderer Lars Åberg, forfatter til bogen Framtidsstaden, som handler om Malmøs kriminalitetsproblemer. »Det er åbenbart,« siger han til Weekendavisen, »at optøjerne ikke havde med religiøs krænkelse at gøre – Paludan var jo ikke, hvor det brændte – men at det er et usædvanligt brutalt angreb på politiet. Parallelsamfundene domineres i stigende grad af kriminelle netværk, som hurtigt har grebet chancen for at markere deres territorier.«
Protesterne har spredt sig til Mellemøsten. Iraks udenrigsministerium har ifølge AFP advaret Sverige om, at koranafbrændingerne kan få »alvorlige følger« for landets forhold til »muslimer generelt«.
Ikke for alvor chokerede
Allerede i 2003, før det var comme il faut at tale sådan i Sverige, beskrev Lars Åberg »denne rosengårdske selvdestruktivitet – som også manifesteres gennem stenkast mod lokalbusser og trusler mod såvel mælkeleverancer som skraldemænd«.
Ødelæggelserne kan, mente han, »ikke bare forklares med diskrimination og udenforskab.« »Stadig flere kan i dag se problemet og stadig færre få øje på løsningen«, siger han nu.
Der findes fortsat svenskere, som ikke opfatter optøjerne som en kriminel magtdemonstration, men som en social protest. Optøjerne var »en eksplosion af lang tids frustration«, skrev Mathias Wåg tirsdag i Aftonbladet, »fra en ung, arbejdsløs underklasse«. »Spørgsmålet er,« mente Wåg, »hvem der lytter til urolighederne og tager den åbning, de tilbyder, for at komme med konstruktive forslag, initiativer og styrke de steder, hvor vreden har kogt over.« I tirsdags i Malmø demonstrerede små 100 mennesker mod politivold. Eskorteret af to politibiler vandrede de fra Möllevångstorget, mens de råbte »inga poliser på våra gator«.
Stram Kurs Sverige
Paludan er også en slags indvandrer. Den racismedømte dansker fik i 2020 anerkendt sit svenske statsborgerskab, fordi hans far er svensk. Han havde forinden forsøgt at sætte ild på koraner i Sverige, men var flere gange blevet nægtet indrejse og henvendte sig derfor til Migrationsverket. Her fik han sine papirer, så han siden har kunnet rejse frit ind og ud af Sverige. Onsdag blev det officielt, at han stiller op til rigsdagsvalget 11. september. Hans parti Stram Kurs Sverige oplyser, at de er på gaden igen fra næste uge.
Ikke alle dele af det officielle Sverige virker afklaret med at skulle trækkes med Paludan, som Ekstra Bladet sidste år afslørede i at sexchatte med mindreårige drenge, og som stadig rutinemæssigt brænder koraner i Danmark. Malmøs politi har anmeldt Paludan for hetz mod en befolkningsgruppe med henvisning til koranafbrændingerne, skrev det svenske medie SVT onsdag.
Sådanne sager har været prøvet før. Men, udtalte Jimmy Arkenheim, områdechef for lokalpolitiet i Malmø: »Vi mener, det vil være godt med endnu en retssag, for vi forstår jo, at det her vækker anstød. Samtidig har vi en stærk ytringsfrihed, det skal holdes op mod.«
Heller ikke i socialdemokratiske Stefan Löfvens regeringstid faldt den slags afvejninger altid ud til fordel for ytringsfriheden. Löfvens partikammerat Magdalena Andersson, statsminister siden november, har dog slået en noget anden tone an. Hun forsvarer Paludans ret til at provokere:
»I Sverige må man udtrykke sine holdninger, smagelige som usmagelige, det er en del af vores demokrati. Uanset hvad man synes, må man aldrig gribe til vold. Det kommer vi aldrig til at acceptere,« lød det fredag fra hende i en meddelelse til nyhedsbureauet TT. »Både de højreekstreme og bandernes mål er at mindske sammenhængskraften, øge spændingerne, og at samfundet skal give op og trække sig tilbage. Vores svar er det modsatte.«
Den statsministerielle retorik er forandret. Ikke meget andet er, påpeger flere iagttagere.
»Folk er foruroligede, men ikke for alvor chokerede eller overraskede,« siger Peter Wolodarski fra Dagens Nyheter. »Vi vidste allerede, at der er et problem. Det er jo ikke første gang, politiet bliver overfaldet, slet ikke. Vi har haft en hel masse problemer med skyderier også i år, selvom krigen har overskygget det.« En 17-årig skød og dræbte en politimand i Göteborg sidste år.
Påskeoptøjerne markerer ikke et stort brud i svensk politik eller i svensk selvforståelse, siger Wolodarski. Det brud skete allerede i 2015, hvor flere partier begyndte at støtte en strammere udlændingepolitik. I stedet cementerer optøjerne nu de allerede eksisterende positioner:
»Det store skifte i svensk politik kom for nogle år siden, hvor problemerne med integration og indvandring blev tydelige for næsten alle. Derfra så man, at borgernes holdninger til emner som indvandring og lov og orden begyndte at flytte sig,« siger Wolodarski.
Medmindre optøjerne fortsætter og eskalerer, tror chefredaktøren ikke, at de kommer til at få nogen større indflydelse på rigsdagsvalget 11. september.
»Det lyder underligt, men jeg tror ikke, det her ændrer noget politisk.«
Mange har de seneste dage kritiseret svensk politi – som nogle steder var til hest – for at være dårligt forberedt, for at indsætte for få styrker og for at have for dårlige efterretninger. Blandt andre har krimiforfatter og kriminolog Leif G.W. Persson bebrejdet dem for »dårlig ledelse«.
Men som politimanden Packalén skriver i sit Facebook-opslag, bør man først og fremmest rette kritikken imod de politikere, som i årtier har ført en fejlslagen integrationspolitik: »Hvad gør vores politikere ved den udvikling, som har været i gang længe? Der skal gøres noget med det samme, og jeg føler virkelig, at det er nok nu!!«
