Politisk forskning. Var lukningen af sociologi i 1986 en skrækhistorie eller et eksempel til efterfølgelse i dag?

Fortidens skygger

Fortidens skygger Af Søren K. Villemoes

Morten Messerschmidt (DF) og Henrik Dahl (LA) har erklæret krig mod det, de kalder »antividenskaberne« på universiteterne. Teoretiske retninger inden for humaniora og samfundsvidenskaberne står for skud. I en kronik i Berlingske har de udpeget områder som »postkolonial teori«, »queerteori«, »intersektionel feminisme«, »kritisk raceteori« og »fedmeteori« som fjender af videnskaben.

De to folketingsmedlemmer har krævet en respons fra uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S), hvilket har medført, at hun i forrige uge fik en alvorssnak med landets universitetsrektorer om de 24 milliarder kroner, der er afsat til forskning på finansloven. Samtidig samler skyerne sig over Kunstakademiet, der efter den skandaløse busteaktion og adskillige historier om aktivistiske undervisere og elever har mistet en rektor og kan se frem til en strukturel omlægning i den nærmeste fremtid.

Det har affødt en større debat om forholdet mellem forskning og politik, der har bragt mindelser om sidst, vi havde et lignende sammenstød herhjemme, nærmere bestemt i midten af 1980erne, hvor daværende undervisningsminister Bertel Haar­der (V) begik et historisk indgreb og fra sit ministerkontor bremsede for optag af sociologistuderende på Københavns Universitet. Det førte til lukningen af faget sociologi, der først genopstod igen i midten af 1990erne.

Spørgsmålet er, om vi her finder et skræk­eksempel på politisk indblanding i forskningsfriheden eller snarere et forbilledligt eksempel på en minister, der greb ind, da forskningen løb af sporet og forsvandt i marxistisk obskurantisme?

Et atomvåben

Da Bertel Haarder valgte at lukke for optag af sociologistuderende i 1986, skete det på baggrund af en ekstern evaluering foretaget af tre internationalt anerkendte sociologer fra Danmark, Norge og Sverige, han som uddannelsesminister havde sat på sagen. I deres rapport nåede de frem til, at instituttet i grove træk levede i sin egen selvrefererende verden med få publikationer i internationale tidsskrifter og uden at afspejle den pluralisme, faget havde at byde på.

En af hovedpersonerne i den igangværende strid, Henrik Dahl, var selv studerende på sociologi i 1980erne. Han mener, at det var fornuftigt af Haarder at lukke faget, og vil ikke afvise, at noget lignende kan ske igen i dag.

»Kunstakademiet står nok først i køen til en Bertel Haarder-agtig proces, hvor man får eksterne til at give bud på, hvordan det kan omstruktureres. For mig er det et atomvåben i uddannelsespolitikken at lukke hele lortet, så den skal man lade være med at smide hele tiden. Men Kunstakademiet er et sted, hvor man kan overveje at gøre det,« siger han til Weekendavisen.

For Dahl er det dog intet ønskescenarie, at politikerne blander sig i interne anliggender på landets højeste læreanstalter.

»Jeg ville foretrække, hvis universiteterne havde stærkere ledelser, der kunne tænke længere frem. I den bedste af alle verdener holder universiteterne orden i eget hus. Nogen, der kommer indefra, burde se på, hvordan antirationalitet kan have plads på universiteter, der er sat i verden for dyrke rationalitet,« siger han og peger på de førnævnte teoretiske retninger som udtryk for det, han beskriver som »antirationalitet« og »antividenskab«.

»Jeg fornemmer bare, at rigtig mange i dag ikke udfordrer hinanden på universiteterne. Det gjorde man heller ikke på sociologi i 1980erne,« siger han.

Spørger man datidens hovedperson Bertel Haarder om indgrebet over for sociologi, forklarer han, at det var det eneste rigtige at gøre.

»Det var forbilledligt, det jeg gjorde. Jeg allierede mig med denne verdens højeste sagkundskab. De var helt enige i, at der ikke var nogen forskning på sociologi, og enige i, hvordan det skulle bygges op igen,« siger han.

Haarder ser også klare paralleller mellem, hvad der ledte op til hans indgreb i 1980erne, og situationen i dag.

»Jeg bliver rystet, når jeg læser, hvad studerende og undervisere på Kunstakademiet siger. Jeg føler, at vi er sat 50 år tilbage. Hvis de repræsenterer en strømning, er jeg dybt bekymret,« siger han.

Læs også om hvorfor debatten om politiseret forskning trækker tråde til det store slag inden for videnskabsteorien mellem Thomas Kuhn og Karl Popper.

Haarder foreslår, at man i dag lader sig inspirere af nedlukningen dengang.

»Hvis det går alt for galt på Kunstakademiet, var det måske en ting, man kunne overveje. Nærmere bestemt at få nogle ubestridelige kapaciteter til at vurdere, om akademiet opfylder sin opgave med at uddanne kunstnere. Nu får vi foreløbig en bestyrelse, og jeg vil råde til, at man i den bestyrelse sætter folk, der er ubestridelige kapaciteter inden for kunstneriske retninger. Så kan det være, at de kan rette skuden op,« siger Haarder, der afviser, at hans eget indgreb var et ideologisk motiveret hævntogt mod venstreorienterede forskere.

Ifølge Haarder var hans hensigt ikke at bekæmpe politiske fjender. Kun hvis de krænkede de normer om redelighed og objektiv forskning, der ifølge ham bør gælde på en forskningsinstitution, ville han gribe ind.

»Forskere kan mene, lige hvad de vil, men deres stilling har de på det vilkår, at de skal gøre deres studerende klogere og gøre dem i stand til at tænke selv og analysere. Skelne mellem skidt og kanel. Det afgørende for en forsker er, at hvis man kommer med en påstand, skal den enten kunne falsificeres eller verificeres. Holdninger er ikke nok,« siger han.

Et rigtigt studium

Spørger man forskere, der underviste på Sociologisk Institut i 1970erne og var en del af fagmiljøet op gennem 1980erne, er der ingen uenighed om, hvorvidt faget på Københavns Universitet var stærkt påvirket af marxistiske strømninger. Men så stopper enigheden også. Helt til i dag er der splid om, hvor slemt det stod til, om Haarders indgreb var det rette, og om nedlukningen gjorde mere skade end gavn.

Professor emeritus i demografi Poul Christian Matthiessen er enig i, at Sociologisk Institut efter 1968 var blevet tiltagende forsumpet i marxistisk teori:

»Man ansatte kun marxister, uanset om de var kvalificerede eller ej. Og Københavns Universitet var passive. De sagde, at de selv ville klare problemerne, men de gjorde ingenting, før man greb ind udefra.«

Ifølge Matthiessen virkede nedlukningen efter hensigten. Da sociologi genopstod på Københavns Universitet i 1994, blev det ifølge Matthiessen et rigtigt studium med kvalificerede undervisere, kvalitet og alsidighed.

Men spørger man Finn Hansson, en af 68'erne, der underviste på sociologi i 1970erne og var aktiv i studenterbevægelsen, gik der også noget tabt, da instituttet rejste sig fra asken.

»Som en, der er gået på pension, kan man let mistænkes for at se tilbage på de gode gamle dage. Men jeg synes, at faget er blevet lidt mere kedeligt. På godt og ondt var det gamle institut et, hvor der på den ene side blev slået mange skæverter, men hvor der også blev lavet interessante studier. Der var mere åbent og mindre struktureret. I dag kommer der bestemt dygtige kandidater ud, men hvis man læser Tidsskriftet Dansk Sociologi, er det bare ikke helt så spændende som før. De fleste har lavet en undersøgelse og skriver ud fra den, men der er ikke de store teoretiske diskussioner eller holdninger. Fagligt er det kompetent, og det svarer nok til, hvad der er sket på sociologi andre steder. Men man kan godt ærgre sig lidt over det,« siger Finn Hansson.

Han er heller ikke enig i, at sociologi på Københavns Universitet var i så sølle en forfatning, at det var nødvendigt med et politisk indgreb. Den rapport, Bertel Haarder fik udarbejdet af førende sociologer, der var ansat på udenlandske universiteter, havde ifølge Hansson en slagside.

»Man målte sociologi ud fra meget ensidige metoder. Eksempelvis hvor mange citationer der var i internationale tidsskrifter. Dem var der ikke mange af sammenlignet med amerikanske universiteter. Men vi publicerede primært i skandinaviske og danske tidsskrifter, og dengang var det kun amerikanske universiteter, der målte på den måde. Der blev også publiceret en del bøger, og de talte slet ikke med. Så der var helt klart nogle metodiske svagheder i den analyse, man fik lavet,« siger Hansson.

Lektor ved CBS Christoph Ellersgaard er for ung til at have oplevet tilstandene på sociologi før lukningen. Men som en af de sociologer, der er uddannet efter, har han til gengæld mærket eftervirkningerne af Haarders indgreb på faget.

»Jeg kan ikke vurdere, om det gjorde mere skade end gavn. Men det har sat sit præg på, hvordan folk agerer. Man skriver sig bag øret, at der er grænser for, hvor meget man kan få lov at skeje ud i forskningsfrihedens navn,« siger han.

Om det er en fordel, vil Ellersgaard ikke gøre sig klog på.

»Men man skal være klar over, at det kan have konsekvenser. Det har bevirket, at bestemte typer af kontroversielle spørgsmål nedprioriteres; eksempelvis forskning i økonomisk magt, der havde dårlige kår i dansk sociologi i perioden fra 1990erne og frem,« siger Ellersgaard, der selv er en af dem, der fik forskning i økonomisk magt og samfundets eliter tilbage på den sociologiske dagsorden.

»Det er blandt andet noget, som magtudredningen blev kritiseret for at mangle et blik for, da den udkom (fra 1997 til 2003, red.). Det plejede at være sociologiens rolle at gå kritisk til den økonomiske magt. Men da man var i gang med at genopfinde sig selv, prioriterede man ikke de emner, der lugtede af den marxisme, man blev lukket på grund af,« lyder det fra Ellersgaard, der frygter for konsekvenserne, hvis noget lignende skulle ske igen.

»Hvis jeg forstår Morten Messerschmidt og Henrik Dahl korrekt, siger de, at man eventuelt skal følge samme model i dag. Det finder jeg problematisk, da jeg ser en risiko for, at forskerne vil rette sig ind efter, hvad politikerne anser for lødig forskning. Ikke fordi de køber argumenterne, men fordi de bliver bange for at miste deres levebrød,« siger han.

Læs også Anders Boas kommentar om, hvordan Morten Messerschmidt med slet skjulte trusler afsporer tidens vigtige debat om politiseret forskning.

Side 2