Hvem ka’? Unika. Kulturministeriet vil flytte den kolossale afstøbningssamling til Brede, hvor den vil samle støv i papkasser. I stedet burde man fremdrage nogle af de unikke skatte, samlingen rummer, der kunne trække såvel danske som internationale besøgende.
Billedstorm
Den 8. maj 1972 forcerede en ungarsk galning skranken ind til det kapel i Peterskirken, hvor Michelangelos berømte skulptur Pietà stod på alteret. Før nogen kunne nå at forhindre det, var han helt oppe på siden af den, tog en hammer frem og begyndte som en rasende at banke løs på Jomfru Maria, mens han råbte til de bestyrtede tilskuere, at han var Jesus Kristus, og at han var stået op fra de døde!
Jomfruens venstre underarm brækkede af og knustes mod marmorgulvet, hendes næse fik også et gok, og det samme gjaldt hendes slør og venstre øjenlåg. Men inden galningen kunne nå at gå videre og smadre resten af ansigtet, var der heldigvis en stærk mand, der fik fat i hans lange røde hår og halede ham baglæns ned fra alteret.
Del: