Levned & Meninger.

Frygt og bæven i Fitness World

Frygt og bæven i Fitness World Af Magnus Boding Hansen

Efter fire år uden en skramme i verdens voldeligste verdensdel, Latin­amerika, blev jeg for nylig indhentet af uheldet i et københavnsk styrke­trænings­center. Jeg havde sat mig på hug foran en tricepsmaskine. Da jeg trak jern­splinten ud ved 60 kilo for at sætte den i ved 50 kilo, farede en lang, tyk vægtstang ned i knolden på mig og gav mig en hjernerystelse. Først var jeg groggy i nogle sekunder. Så bad jeg Skat, som jeg gik og talte i telefon med, om lov til at ringe tilbage lidt senere. Om aftenen fik jeg kvalme og hovedpine.

1813-vagtlægen rådede mig til at undgå arbejde, træning, læsning, musik, besøg og helst også sollys og kaffe – og om muligt helt at tænke på noget som helst.

Jeg lå i tre dage for nedrullede gardiner og gloede ind i de bare, hvide vægge i den andels­lejlighed, jeg lige har købt for at have mit eget sted, når jeg er på ferie i Danmark om sommeren. Jeg blev overrumplet af angst, som jeg lå der.

Jeg rejser rundt i Latinamerika og skriver om vold og organiserede kriminelle, så jeg var forberedt på at ligge i et mørkt rum frarøvet min frihed, men ikke på det rum. I de kurser i CAC (Conduct After Capture) og HEAT (Hostile Environment Awareness Training), jeg har været på, var det mørke rum, vi øvede os på, altid en al-Shabaab-celle eller sådan noget. Så jeg var fuldstændig uforberedt på den gru, det er at ligge i en udmærket seng fra Jysk i en nymalet treværelses på Nørrebro og frygte for, om ens hoved er gået i stykker. Der hjalp det intet at kunne spænde et tourniquet for at bremse en blødning, eller at jeg har lært mig selv at trække vejret dybt for at kunne bo i månedsvis ad gangen i utrygge lande uden at blive udmattet og udbrændt af altid at have paraderne oppe.

En hjernerystelse kan tage nogle uger eller år at komme sig over, fortalte vagtlægen. Det føltes som en eksistentiel trussel. Jeg lever jo af mit hoved. Min eneste hobby, som ikke har noget med arbejde at gøre, er at se Arsenal spille fodbold, og de spiller kun to gange om ugen, så uden et hoved, hvem er jeg så? Hvad kan jeg så? Bare gå derhjemme? Jeg har aldrig været så bange, som jeg var i de dage.

Jeg tror på, at man er det, man gør. Nu måtte jeg ingenting gøre.

Læs også Magnus Boding Hansens artikel om en talentfuld digter og hans gådefulde død: »I Venezuela er alting altid værre i morgen«

25.000 danskere får hvert år en hjerne­rystelse, for 4.000 bliver den langvarig. Forskerne ved ikke, hvorfor flere og flere får hjerne­rystelse i længere og længere tid, men de mistænker stress, jag og skærm­afhængighed, og de tror, at jo mere forvirret man er, når ens hjerne rystes, desto længere tid tager det at komme sig.

Så det har næppe hjulpet, at det var Skat, jeg gik og talte med: Få ting forvirrer mig mere. Og jeg var stadig ved at sige farvel til en kæreste i de uger, ved at indrette mit første hjem og blive registreret hos kommunen, for det skal man, også når man kun har tænkt sig at bo i sit hjem om sommeren. Nu fik jeg Betalingsservice-anmodninger, som jeg ikke plejede at få, og jeg var også lige landet og dermed smådeprimeret, for det er jeg næsten altid, når jeg lander i Danmark. Måske fordi her er så dejligt og dermed giver det mig en forsinket reaktion på alt det derude, som ikke er dejligt.

Jeg har også været bange i udlandet, men aldrig så bange. Selv i Mogadishu er der mere hverdag end fanatisme, og når børnene på Lido Beach griner ad din skudsikre vest, så sænker du skuldrene. For mig er frygten ofte størst før en farlig rejse og går mest på, om sikkerhedsforanstaltninger nu også er gode nok.

Jeg skriver ikke om frygten – det her er en undtagelse. Jeg tager ikke til Puntland for at få et adrenalinkick, men for at afdække piraternes kriminelle netværk. Jeg kører ikke ind i fattigkvartererne for at skrive om, hvordan det føles at gøre det, men fordi næsten hver anden latinamerikaner bor dér, og jeg skal også vide, hvad de mener om tingene, for at gøre mit arbejde som journalist ordentligt.

Da jeg interviewede lederen af en venezuelansk kidnapper­bande i det slum­hus i Caracas, hvor han holder sine gidsler, mens hans maskerede håndlangere tog ladegreb i ét væk for at intimidere mig, så fyldte den scene kun få linjer dybt inde i en reportage om byens nedsmeltning.

Nok hvide mænd i de varme lande har dokumenteret deres mod og frygt før mig. Så hvis mit hjerte sidder helt oppe i halsen på vej gennem en vejspærring i delstaten Barinas, eller hvis en aftale med en lokal guide svigter i Belo Horizonte-slummen i bakkerne bag Medellín, og to bandemedlemmer følger efter os, så står det ikke i avisen. Kun når nogen spørger, hvor jeg var mest bange, og det er det spørgsmål, jeg oftest bliver stillet, så svarer jeg dem: den dag i Fitness World!

Efter fire dage for nedrullede gardiner begyndte jeg forsigtigt at vove mig ud igen. Mine sanser var sløve, det er almindeligt efter en hjernerystelse. Jeg så mig over skulderen to gange, før jeg svingede over Nørrebrogade og cyklede til venstre ad Ægirsgade på vej til tjek hos min læge på Østerbro. Da hun fortalte, at jeg formentlig var sluppet med en mild hjernerystelse, blev jeg lettet. Det værste havde været ikke at vide, hvad der var galt, og ikke at kunne gøre noget. Uden klarhed og klare instrukser var jeg verdens mest hjælpeløse patient; svag og passiv. Nu, hvor jeg fik at vide, at jeg kunne begynde at genoptræne, så forduftede min frygt, og jeg begyndte glad min genoptræning. Jeg svømmede en kilometer langsomt, næste dag hurtigt, og da spurter ikke gav mig hovedpine mere, startede jeg til fodbold igen.

Første gang jeg var tilbage i Fitness World, bad jeg dem for princippets skyld om at give mig 89,5 kroner tilbage – prisen for 14 dages tabt medlemskab, mens jeg lå syg. Det er jo uforsvarligt, at de lader én få en jernstang i hovedet af at justere en vægt. Hvad godt gør det at have sådan en selvdestruktionsknap?

Lige efter uheldet havde en Fitness World-ansat – som både fylder energidrikautomaterne op, afspritter kondicykler og viser nye kunder rundt mellem maskinerne – sagt til mig: »Træn du bare videre, den stang har mange fået i hovedet før dig.« Nu svarede han mig, at nej, jeg kunne ikke få nogen penge tilbage, for i det med småt i deres betingelser står der, at alt er på eget ansvar.

Men måske han så kunne sætte et lille skilt ved maskinen, inden flere kommer galt af sted, forsøgte jeg for at redde ansigt. Det ville han godt undersøge. Men, refererede han sidenhen sin chef: »Hos Fitness World er der en meget streng skiltepolitik; der kan ikke bare hænge alle mulige skilte.« Over centrets vandhane hænger der en reklame for en »snack bar«. Jeg nøjes nu med at glæde mig over, at jeg stadig kan spotte stavefejlen på det skilt. Her halvanden måned efter er der godt igen inde i mit hoved.

Jeg har også været bange i udlandet, men aldrig så bange.

 

Læs også »I morgen er endnu et eventyr« –  i Lagoa Santa eftersætter Magnus Boding Hansen både Henrik Stangerup og dr. Lund, ja, måske endda meningen med livet.

Side 29