Hul i hovedet

Når det kommer til sport, er jeg marginalvælger. Én af de troløse skiderikker, der kun følger med, når vi vinder; eller endnu bedre, når der er en særlig menneskelig historie at leve sig ind i. Sidste år var det EM-feberen, der greb mig, i år lod jeg mig langsomt og modvilligt opsluge af Tour de France, i takt med at den fåmælte vidunderdreng og allround gode kammerat Jonas Vingegaard kom tættere på sejren. Jeg gispede, da hans baghjul skred ud, og jublede, da han vandt på Hautacam og sendte luftkys til kameraet i en klar reference til de ikoniske billeder fra Bjarne Riis’ sejr på samme etape i 1996.

Det var, da jeg kiggede på billederne af Bjarne Riis og Jonas Vingegaard side om side, at det gik op for mig. Der var noget over Bjarne. Noget ikke bare særligt, men sært. Det var ikke kun det, at hans teint hørte hjemme på et helt andet farvekort end Vingegaards (havde man ikke solcreme i 90erne?), eller at den gamle ørn syntes lige godt tre gange større end sin arvtager i både højde og drøjde. Nej, det var issen. Mens Vingegaard var nærmest formummet under briller og hjelm, skinnede Bjarnes berømte isse frit i solen.