WIEN – Nye tider er på vej i Østrig, hvor den politiske vejrudsigt melder om kraftige vindstød fra højre. Især i Wiens forstæder og provinsbyerne oplever Frihedspartiet (FPÖ) – med 55-årige Herbert Kickl som kanslerkandidat – stigende opbakning. De står for første gang til at blive landets største ved parlamentsvalget på søndag, og i Østrig er der tradition for, at Nummer Eins får kanslerposten.

Men det er ikke det eneste nybrud i alpelandet. Opbakningen til det yderste højre har skiftet karakter i de senere år. Tidligere var kernestøtterne midaldrende eller gamle hvide mænd. Sådan er det ikke mere. Her viser skolevalgene, at det højrenationale FPÖ er de unges favorit.