To EU-lande benyttede muligheden, nu da vælgerne i søndags alligevel var kaldt til stemmeboksene for at stemme til EU-valget, til også at holde valg til de nationale parlamenter. 

I Belgien udeblev den valgsejr, som det ultrahøjreorienterede flamske separatistparti Vlaams Belang i månedsvis var blevet spået i meningsmålingerne. Partiet opnåede 13,8 procent af stemmerne i det nationale valg og blev dermed overgået af det mere moderate flamske højreparti Den Nye Flamske Alliance (N-VA), som fik 16,7 procent. 

I den fransktalende region Vallonien blev det liberale parti Mouvement Reformateur (MR) størst. De to sejrende partier kan meget vel blive kernen i den regeringskoalition, som Bart De Wever, N-VAs leder, nu ventes at blive bedt om at sammensætte. Det kan tage sin tid. Belgien har verdensrekorden i den disciplin, da det i 2010-11 tog 541 dage at danne regering.

I Bulgarien peger valgresultatet på et politisk comeback til kommunistdiktator Zjivkovs gamle livvagt Bojko Borisov, der tidligere har været premierminister i tre omgange. Hans moderate højreparti GERB-SDS blev valgets vinder med 24,6 procent af stemmerne foran det tyrkiske mindretals parti, der fik 15,9, og den liberale koalition PP-DB med 14,9 procent. Mellem 25 og 30 procent af stemmerne gik til prorussiske partier. Stemmeprocenten var rekordlav: 32,5 procent. Det kan hænge sammen med, at det var det sjette parlamentsvalg i løbet af tre år. ony

Bojko Borisov blev vinderen af parlamentsvalget i Bulgarien, der foregik oven i EU-valget. Foto: Nikolay Doychinov, Scanpix
Bojko Borisov blev vinderen af parlamentsvalget i Bulgarien, der foregik oven i EU-valget. Foto: Nikolay Doychinov, Scanpix Nikolay Doychinov/AFP/Ritzau Scanpix