Den såkaldte elite i Bruxelles og omegn drog et hørbart lettelsens suk, da resultatet af valget til Europa-Parlamentet blev offentliggjort samtidig i de 27 hovedstæder søndag aften. Den varslede gigantfremgang for radikale højrepartier, der har været talk of the town i et halvt år, viste sig på valgaftenen samlet set at blive noget mindre end antaget.

I alt fik partier på den yderste højrefløj – her defineret som partier til højre for den mainstream-konservative gruppering i Europa-Parlamentet, EPP – 24 procent af stemmerne, når man medregner Viktor Orbáns ungarske regeringsparti Fidesz og Alternative für Deutschland, som begge for øjeblikket befinder sig uden for partiblokkene.