Trumps nye kurs i Mellemøsten

Tirsdag tog præsident Donald Trump hul på en fire dage lang rejse i Mellemøsten med et besøg hos Saudi-Arabiens de facto-leder, kronprins Mohammed bin Salman. På dagsordenen er en række højspændte emner – forsøget på at bremse Irans atomambitioner, en mulig vej ud af krigen i Gaza, forhandlinger om stabile oliepriser, styrkede regionale alliancer og nye økonomiske investeringer.

Trump vil afholde møder med medlemmerne af Golfens Samarbejdsråd, som består af Bahrain, Kuwait, Oman, Qatar, Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater. Disse lande ønsker at præsentere deres vision for en ny regional orden, og de har gjort sig umage for at sikre Trumps opmærksomhed:

Forud for møderne har Saudi-Arabien og andre OPEC+-lande imødekommet Trumps ønsker ved at skrue op for olieproduktionen, selvom olieprisen i forvejen er lav. Præsidenten ser nemlig endnu lavere energipriser som et centralt middel til at bekæmpe inflation i hjemlandet – og som et redskab til at presse Rusland økonomisk og fremskynde afslutningen på krigen i Ukraine.

I Golfstaterne er forventningerne høje. Trump er den amerikanske præsident, som i nyere tid har lyttet mest aktivt til deres ønsker. George W. Bush tog ganske vist imod saudiske prinser på sin ranch i Texas, men irriterede dem samtidig med sin prædiken om demokrati og menneskerettigheder. Barack Obama havde et anstrengt forhold til dem og beskrev dem som »free riders«. Joe Biden gik endnu længere og lovede direkte at gøre dem til »pariaer«.

Trump adskiller sig markant fra sine forgængere. Han føler sig hjemme i Golfstaternes univers, tiltrukket af deres prangende pomp, ceremonielle gæstfrihed og generøse forretningsvilje. De møder ham med smiger og investeringer, der kan iscenesættes som politiske triumfer for den berømte dealmaker.

Men bag de gyldne paladser og de lange borde dækket til audiens venter de egentlige spørgsmål: Hvad vil de tale om? Og hvad er det, parterne i virkeligheden ønsker?

Forretninger og stabilitet

Et af hovedformålene med Donald Trumps besøg i Golfstaterne er at sikre nye, omfattende investeringer i den amerikanske økonomi.

»Præsident Trump ønsker tydelige tilkendegivelser om øgede investeringer fra Golfen i USA,« siger økonomen Karen Young, senior fellow ved tænketanken Middle East Institute til BBC.

Investeringer fra Golfstaterne – især fra deres statslige formuefonde – vil give Trump mulighed for at vise sine vælgere, at hans »America First«-dagsorden bærer frugt.

Med på turen til Saudi-Arabien har Trump medbragt topchefer fra både Wall Street og Silicon Valley. Elon Musk er med, tillige med en række andre direktører fra BlackRock, Palantir, Citigroup, IBM, Qualcomm, Alphabet og Franklin Templeton, som skal deltage ved et saudisk-amerikansk investeringsforum i Riyadh.

Det er ikke tilfældigt, at besøget kommer på et tidspunkt, hvor USA befinder sig i økonomisk modvind. Trumps nye importtold har forstyrret den globale handel og skabt usikkerhed på markederne – med mærkbar effekt også på den amerikanske økonomi. BNP faldt i årets første kvartal, hvilket er første gang i tre år.

Ali Shihabi, en prominent saudiarabisk kommentator med tætte bånd til den saudiske regering, forsikrer, at der vil blive underskrevet en række økonomiske milliardaftaler under besøget.

»Disse aftaler vil binde de saudiarabiske og amerikanske økonomier tættere sammen – gennem aftaler mellem virksomheder i både kongeriget og USA samt opkøb af amerikanske varer og våben,« siger Shihabi.

For golfaraberne – og særligt for Saudi-Arabien – handler det i høj grad om at få Donald Trump til at tilslutte sig deres visioner for Mellemøsten. Visioner, de selv hævder vil skabe stabilitet i en uroplaget region. Da Trump sidst sad i Det Hvide Hus, pressede de på for en hårdere linje over for Iran og den iranske modstandsakse. Sammen med Israel spillede Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater en nøglerolle i at få ophævet den atomaftale, Barack Obama havde forhandlet på plads med Iran. Trump kvitterede ved at foranstalte drabet på den iranske topgeneral Qasem Soleimani i 2019.

Siden da er stemningen skiftet. Ikke alene fordi Iran, Hizbollah er svækket, og Bashar al Assad er væk, men fordi Golfstaterne har indset, at pres mod Iran ikke har båret frugt – og at fortsat pres risikerer at destabilisere regionen, og dermed underminere deres egne ambitioner om modernisering og økonomisk transformation. I stedet søger de nu dialog. I en markant gestus mod forsoning tog Irans øverste leder, ayatollah Ali Khamenei, for nylig imod den saudiske forsvarsminister, Khalid bin Salman – det første besøg aflagt af et medlem af den saudiske kongefamilie siden 2006.

Trump ser ud til at acceptere den nye kurs. Han har indvilget i en våbenhvile med houthierne og sender nu forhandlere til Oman for at genoptage dialogen om en ny atomaftale med Iran. Samtidig presser Saudi-Arabien på for at få amerikansk støtte til et nationalt atomprogram – inklusive retten til at berige uran på egen jord; en teknologi, der potentielt kan anvendes både civilt og militært. I Washington har modstanden mod dette været markant. Men et kompromis kan meget vel være undervejs: et saudisk berigelsesprogram i begrænset omfang, overvåget nøje af USA og Det Internationale Atomenergiagentur.

Netanyahu i kulden

Trumps beslutning om at springe Israel over under sit første besøg i Mellemøsten er bemærkelsesværdig – og dybt symbolsk. William Wechsler, senior director for Mellemøstprogrammerne ved Atlantic Council, hæfter sig ved, at Golfstaterne i øjeblikket fremstår som tættere allieret med Trump end Israels nuværende regering.

For bag kulisserne overskygger én ting besøget: Israels krig i Gaza og på Vestbredden. Det spørgsmål vil Trump ikke kunne undgå i Riyadh. 

Og måske ønsker Trump heller ikke at undgå det. Rygter har svirret om, at han under sin rejse til Mellemøsten – måske i Qatar onsdag aften – vil opfordre Netanyahu til en betingelsesløs våbenhvile med Hamas og måske endda officielt anerkende en palæstinensisk stat. Meget er endnu blot spekulation. Men én ting står klart:

Netanyahu er skubbet ud på sidelinjen.

Den israelske premierminister har ikke blot mistet støtten fra en stor del af den israelske befolkning og gidselfamilierne, men synes nu også at have sat det forbedrede forhold til Saudi-Arabien over styr. Både Trump og bin Salman er trætte af, at Netanyahu tager dem for givet, og vil tilsyneladende koordinere deres bestræbelser på at nedtrappe balladen i Mellemøsten.

Amerikanske forhandlere taler nu direkte med Hamas – noget Netanyahu angiveligt først opdagede, da israelsk efterretningstjeneste Mossad opfangede samtaler mellem Hamas-ledere, ifølge israelske medier. Trump, der tidligere har krævet, at Netanyahu »gjorde arbejdet færdigt«, anser ham i dag for at gøre det stik modsatte. Mens Trump forsøger at afslutte krigen i koordination med saudierne, erklærer Netanyahu, at han vil fortsætte sin enegang. Trump søger en løsning med Iran – Netanyahu vil bombe iranerne. Trump forsøger at samle regionen i nye alliancer – Netanyahu vil vinde med militær magt og bruge det til at gennemtvinge en ny regional orden dikteret fra Jerusalem.

Golfstaterne har ikke meget tilovers for denne strategi. De ser Netanyahus krigslogik som destabiliserende og direkte skadelig for deres egne interesser. En israelsk angrebskrig mod Iran kan trække Golfen med ind i konflikten. Og krigen i Gaza ophidser den arabiske gade og gør Golfstaterne til medskyldige i, hvad mange i regionen betragter som et folkemord.

Ifølge flere golfdiplomater kunne Netanyahu have erklæret sejr på flere tidspunkter: efter drabet på Hamas-lederen Yahya Sinwar, efter likvideringen af Hizbollahs leder Hassan Nasrallah i Beirut, eller efter Bashar al-Assads fald i december. I stedet har han trukket krigen ud. 

Hvis Golfstaterne og USAs planer om at afslutte krigen i Gaza er korrekte, står Netanyahu over for et stort dilemma: Enten accepterer han, hvad Trump dikterer, og forsøger at fremlægge det som sin egen plan – hvilket kan smadre hans koalition. Eller også forsøger han at sabotere Trumps kurs, hvilket næppe vil blive tilgivet i Washington.

Uanset hvad synes én ting klart: Netanyahu har ryggen mod muren. De kommende uger vil afgøre, hvordan – og om – han formår at manøvrere sig ud af det hjørne, han selv har malet sig op i.

Krølle på halen

Men i Mellemøsten er der som altid en krølle på halen. Selv når relationen mellem Trump og de saudiske ledere virker hjertelig og uformel, viser historikken fra hans tidligere embedsperiode, at store ord sjældent bliver til konkret handling. Under Trumps første præsidentperiode annoncerede saudierne massive investeringer i USA – planer, der siden sandede til i ørkenen.

Derfor bør man også forholde sig nøgternt til de dramatiske overskrifter fra de seneste dage.

Ingen kender for eksempel detaljerne om de angivelige direkte forhandlinger mellem USA og Hamas. Og meldingerne om en forestående erklæring af en palæstinensisk stat er fortsat udokumenterede. Der er med andre ord en reel risiko for, at det hele ender som endnu et opsat show – en gentagelse af det, vi så i januar og februar:

Dengang pressede Trump en våbenhvile igennem over for Netanyahu – ikke som led i en langsigtet strategi for at afslutte Israels krig, men som et midlertidigt træk for at sikre en rolig indsættelse i Det Hvide Hus. Kort efter mistede den nye administration interessen.

Derfor kan vi være tilbage ved udgangspunktet, så snart Trumps fly sætter kursen mod Washington igen. Det er svært at forudsige Trumps næste skridt grundet hans impulsive natur. Men én ting er anderledes end i januar: Forholdet mellem Trump og Netanyahu er tydeligt forværret, og de arabiske stater – især saudierne og emiraterne – virker i dag mere opsat på at gennemføre deres visioner end på noget tidspunkt siden oktober 2023. For eksempel kører Golfstaterne også en kampagne for at få fjernet de amerikanske sanktioner mod Syrien imod Israels ønske, hvilket Trump i hvert fald retorisk har udtrykt forståelse for.

Den største udfordring for Israel er, at Trumps arabiske værter kan tilbyde Trump alt det, han værdsætter: penge, aftaler, prestige og hurtige sejre. Netanyahu derimod tilbyder kun fortsat krig – og krav om ubetinget støtte.