Nationalsport. Mens Donald Trump forsøger at få fingrene i Grønland, har familiefædre fra New York købt en bid af Gladsaxe og forelsket sig i dansk divisionsfodbold. Hvorfor?

Amerikanerne er kommet for at blive

Foto: Adrienne Grunwald, Scanpix

NEW YORK CITY – I Brooklyn-kvarteret Williamsburg, hvor stilladserne aldrig ender, og fabrikker og varehuse er blevet forvandlet til kunstvenues, stimler en gruppe sammen på den lokale sportsbar Mug’s Ale House en tidlig fredag eftermiddag. De hilser og krammer hinanden, som de dukker op – butiksindehavere, advokater, tandlæger, konsulenter – »Good to see you, man! How’ve you been?« De er kommet for at se dansk divisionsfodbold, og deres weekend afhænger af resultatet.

Bartenderen finder signalet fra dagens kamp, der spilles en lille kilometer fra Øresundskysten på Helsingørs lokale stadion, frem på fladskærmene i baren, der med sine brune egetræspaneler fra gulv til loft kunne have været location i en hvilken som helst sitcom. Fadøllene langes over disken, og hotwings, burgere og trekantsudskårne BLT-sandwicher serveres på paptallerkener. Lydniveauet stiger i Brooklyn, da spillerne kommer på banen i Helsingør. »Kom så, allesammen!« lyder det fra en af gæsterne, der klapper stemningen op.

Andre læser også