Satellit. Donald Trump tager endelig stilling til abortspørgsmålet i et valgprogram, der blev offentliggjort i denne uge. Det er dårligt nyt for Demokraterne.
Trump tager stilling til abort
Donald Trumps fingeraftryk er tydelige i det valgprogram, som Det Republikanske Parti offentliggjorde i denne uge. I programmet indgår 20 ukonkrete løfter, »som vi vil opfylde meget hurtigt«, fremgår det af teksten.
De to første består i at lukke USAs sydlige grænse og »udføre den største deportation i amerikansk historie«. Af de 16 sider fremgår det også, at Trump vil frede den offentligt betalte sygeforsikring, Medicare, hvis han vinder valget 5. november.
Det mest kontroversielle afsnit er også et af de korteste. Det handler om abortspørgsmålet, som Trump længe har undveget for at undgå at støde vælgere fra sig. Hvor det gamle program lagde en hård linje, konstaterer det nye, at delstater skal have lov til at vedtage deres egen abortlove, men at partiet dog er modstander af »abort sent i graviditeten«.
Den nye og blødere abortpolitik gør livet lidt sværere for Joe Biden, end det var i forvejen. Siden Trumps konservative højesteretsdommere ophævede den landsdækkende abortlov i 2022, har Demokraterne haft held til at kapre mange vælgere på den konto. Det bliver sværere nu.

Til gengæld får den bløde linje kritik fra mange religiøse amerikanere, der gerne så Republikanerne gå til valg på et landsdækkende forbud mod abort. Om Trump ligefrem vil miste deres stemmer til efteråret, er dog mere usikkert.
Find hele Weekendavisens dækning af det amerikanske skæbnevalg her.
Del:



