Amerikas ørkenspejling

Denne artikel udkom oprindeligt i oktober 2024.

PHOENIX, ARIZONA – Præsten Caleb Campbell hilste på menigheden før en gudstjeneste, da han fik stukket en løbeseddel i hånden. Det var i den nervøse vinter i 2021: Et par uger forinden var kongresbygningen i Washington blevet stormet af en ophidset hob, hvor flere slæbte rundt på tunge trækors. Campbell studerede sedlen. Det var en invitation til gudstjeneste i en kirke længere oppe ad vejen.

»Det er et vækkelsesmøde!« sagde én. »Du er nødt til at komme.«

Da Campbell et par dage senere indfandt sig i Dream City Church, blev han overrasket over aftenens prædikant: Charlie Kirk, stifteren af USAs største konservative ungdomsorganisation og en af Donald Trumps mest trofaste støtter.

»Jeg blev rædselsslagen, da han begyndte at tale,« siger Campbell, da Weekendavisen møder ham i hans kirke i den nordlige del af Phoenix. »Charlie Kirk opførte sig som en præst. Han citerede Bibelen, men brugte den til at underbygge sine politiske budskaber. Folk sagde ‘Amen!’ og ‘Halleluja!’, fordi de troede, at det var kristendom, men i virkeligheden var det et politisk møde.«

Siden har både Dream City Church og mange andre amerikanske kirker forvandlet sig til helligdomme for både Jesus Kristus og Donald Trump. Nogle steder kan det endda være svært at kende forskel på de to.

To tredjedele af amerikanerne betegner sig som kristne, men omkring ti procent mener, at kristendom bør være landets officielle religion. I de seneste år har de vundet det ene slag efter det andet i den store amerikanske kulturkrig: Såkaldt kristne nationalister har fået skolebøger med lgbtq-indhold forbudt og indført en lov, der pålægger samtlige klasselokaler i Louisiana at være udsmykket med De Ti Bud. Om lidt mere end en uge kan de også afgøre valget til fordel for Donald Trump.

Presset på Caleb Campbell voksede efter det første »vækkelsesmøde« i nabokirken. Byens andre præster var begyndt at omtale Trump som »Guds udvalgte«, og hans menighed ville have ham til at gøre det samme.

»Sproget i andre kirker blev mere militant,« siger Campbell, der har rødt skæg og et mellemrum mellem fortænderne, der giver ham et godmodigt udtryk.

»De begyndte at sige, at når Jesus taler om næstekærlighed, så handler det om retten til at bære skydevåben. For hvordan skal man kunne beskytte sin næste uden våben? Eller de brugte et bibelcitat som argument for, at Gud ønsker sig en grænsemur til Mexico. Det skabte splittelse mellem kirkerne, men også en mere kamplysten indstilling i menighederne, som begyndte at presse deres politiske overbevisninger ned over andre. Mødte de kristne, som ikke gik ind for en grænsemur, måtte de være kættere, ugudelige, dæmoniske. Stemte andre ikke på Donald Trump, måtte det betyde, at de ikke elsker kirken, Gud eller Amerika.«

Campbell har skrevet en bog om oplevelsen, der udkom tidligere i år. Her anslår han, at han har mistet 80 procent af sin menighed på fire år. Samtidig har han set det samme ske i mange andre dele af landet:

»Alle svingstaterne i valget oplever noget lignende lige nu,« siger han. »Kristen nationalisme er et politisk projekt, som handler om at tage magten fra regeringen og give den til kristne, hvide amerikanere. Men det er også en stamme, som man kan finde tryghed i, når verden ændrer sig. Derfor er bevægelsen også særlig stærk i en by som Phoenix, tror jeg. Det er en ung by med mange tilflyttere og få rødder. Det er et sted, som stadig er ved at finde sig selv.«

Som Siegfried & Roy 

Amerikanere bliver ved med at flytte til Sun Valley, så der nu bor mere end fem millioner sjæle i den vidtstrakte ørkenmetropol, som de lokale bare kalder »Dalen«. Vand kniber det med. Varmen satte ny rekord i sommer, hvor temperaturen ikke kom under 37 grader i næsten fire måneder.

Til gengæld har Phoenix meget andet at byde på: gode job, uddannelser uden høje karakterkrav, lavere husleje, skatter og benzin til næsten halv pris sammenlignet med nabostaten Californien. Faktisk vokser indbyggertallet om kap med mulighederne i størstedelen af det såkaldte solbælte, som dækker fire af de syv svingstater, hvor Kamala Harris og Donald Trump ligger side om side i meningsmålingerne: Arizona, Nevada, Georgia og North Carolina. Alle fire ændrer sig i disse år – økonomisk, demografisk, politisk. Alle fire kan afgøre valget 5. november.

Men særligt i Arizona går det stærkt. Hvis dalen også er en slags petriskål for resten af landet, ser fremtiden lys ud for trumpismen.

»Vi skal bryde de onde cirkler i vores liv!« Emnet for onsdagsgudstjenesten i Dream City Church er »Helte og skurke«, da Weekendavisen lægger vejen forbi. Ordene står på en storskærm med middelalderskrift, der ligner sværdklinger. Hver søndag op til valget er der prædikener over emnet »Bibelen og stemmesedlen«.

Der er plads til 4.500 i det, der mest ligner en koncertsal med skrånende gulv og balkoner. Inden gudstjenesten har et rockorkester varmet menigheden så eftertrykkeligt op, at flere på de forreste rækker stadig står med opadvendte håndflader og rokker fra side til side. Et dusin af dem har røde Trump-kasketter på.

»Vi skal holde op med at fodre det, der undertrykker os,« fortsætter præsten, der aldrig nævner regeringen eller Demokraterne, selvom meget af hans prædiken lader til at handle om dem. »Når man bliver ved med at fodre vilde dyr, så vender de sig mod én før eller siden – ligesom det skete for Siegfried & Roy i Las Vegas. Bibelens historier viser, hvor vigtige vores ledere er. Har man en god leder, får man velstand og velsignelser. Det skal vi nok få at se om få dage.«

Ikke en Lennon-sang

En halv times kørsel mod syd kan man møde en af den kristne højrefløjs ledere. I Arizona har Donald Trump udliciteret det meste af valgkampen til Turning Point, den konservative ungdomsorganisation med hovedsæde i Phoenix. Stifteren Charlie Kirk er kendt som »Trumps mand på campus« og har ikke kun mobiliseret præster, men også mange studerende bag Trump.

På Arizona State University får han da også en modtagelse, der er en rockstjerne værdig.

»Er nogen af jer uenige med Charlie?« råber en ung kvinde, der forsøger at overdøve forsamlingens jubelbrøl. Kirk står bag en afspærring og kaster Trump-kasketter ud over de studerende, som var de frisbee'er. Han bliver ved med at kaste, indtil de fire forreste rækker er farvet røde i toppen, og et kampråb løber gennem den ungdommelige forsamling: »Trump! Trump! Trump!«

»I kommer op foran, hvis I er uenige med Charlie!« prøver kvinden igen, for sådan er konceptet for Kirks universitetsturné: timelange debatter med »woke studerende«, som skal ære den ytringsfrihed, der er under pres på campus, men måske, og måske endnu vigtigere, udstille den 31-årige MAGA-prins’ overlegne, konservative intellekt.

Til stor fryd for tilskuerne bruger Kirk de næste to en halv time på at save sig gennem et venstreorienteret persongalleri, som virker nøje udvalgt: en selverklæret marxist, en skinger homoseksuel mand, en aborthysterisk kvinde og en studentikos type, der vil diskutere objektiv sandhed, og om man faktisk kan vide, at solen skinner lige nu. Den sidste får de største buhråb fra de mandlige studerende i shorts og sportstrøjer, der morer sig over den frivillige ydmygelse.

»Tag hjem til Californien!« råber én. »Hey Charlie,« lyder en andens bidrag, »kan du bedst lide røv eller patter?«

To en halv time under en bagende sol i selskab med Kirk og hans fanskare er en udmattende, men også lærerig oplevelse, hvis man vil blive klogere på den næste generation af trumpister. Her er noget af det, han siger:

»Kristendom er ikke en John Lennon-sang.«

»Man bør ikke adskille moral og stat.«

»Alle mænd ved, at mandens natur er at gå i seng med så mange kvinder som muligt.«

»Immigranter skal have mulighed for at avancere, men det skal ikke ske på bekostning af amerikanere, der er født her.«

»Al grøn energi er et svindelnummer.«

»Uden religion er det ikke muligt at vide, hvad ‘det gode’ er.«

Får publikum nok, tilbyder Turning Points frivillige at følge dem hen til universitetets valgsted. En gruppe unge mænd med solbriller og glatragede tindinger er grebet af stemningen: »Kom så, gutter!« råber én af dem. »Nu gør vi det – nu tager vi hen og stemmer!«

Så fredeligt ender det ikke altid. Sidste år blev en queer underviser slået ned af to Turning Point-medlemmer, der forinden havde anklaget ham for pædofili og jaget ham på campus. Ugen før Kirks besøg brød et slagsmål ud, fordi en mand gik rundt med et skilt, hvor der stod »Kvinder er ejendom«.

Arizona State University er ellers USAs største med 145.000 studerende – og et af de mest moderne: Her er naturvidenskab, datalogi og partnerskaber med techindustrien, der flygter fra Californiens regler og kværulanter for at starte på en frisk i ørkenen. ASU samarbejder med OpenAI og opfordrer deres studerende til at bruge kunstig intelligens til at skrive opgaver. På kollegierne kan de studerende få frokosten leveret af rullende robotter, der ligner køletasker på hjul.

Også uden for universitetet er Phoenix ivrig efter at være first mover: Gaderne summer af selvkørende biler med virrende kameraer og uhyggeligt tomme førersæder. Google rullede deres mest kontroversielle teknologi ud på dalens retvinklede vejgitter lige efter pandemien, samtidig med at Elon Musk flyttede først Tesla og så SpaceX til Texas. I dag optræder Musk med Trump på kampagnesporet, hvor nogle af kandidatens største donorer også er fra techindustrien.

En ny fremtidsmusik 

Noget nyt og gammelt mødes i ørkenen. For mange tilflyttere er det mulighedernes land: en tør og skramlet udgave af Californien med de samme techjob, Cybertrucks og potbutikker, men en lidt anden politik.

I dalen kan man køre gennem et sci-fi-westernlandskab af kaktusser og byggekraner, indianerreservater og datacentre. Af neongrønne golfbaner og den solplettede dis fra tusind sprinklere. Villaer af glas klamrer sig til bjergsiderne og minder om, hvor nyt og skrøbeligt det hele er.

Da en journalist fra tidsskriftet The Atlantic for nylig besøgte Phoenix, blev han usikker på, hvor langt den amerikanske civilisation har igen. At så mange mennesker søger mod et sted uden grundvand eller mådehold, ligner forstadiet til et sammenbrud, mente han.

Måske har rastløsheden andre konsekvenser end før. Den plejede at være Demokraternes fremtidsmusik. Så sikker følte politologen Ruy Teixeira sig i sin sag, at han for 20 år siden skrev en bog med titlen The Emerging Democratic Majority, som konkluderede, at USAs demografiske udvikling kunne gøre det svært for Republikanerne at vinde et valg nogensinde igen. Så længe en voksende del af befolkningen talte spansk eller tog en videregående uddannelse, ville Demokraterne blive ved med at få flere vælgere. Men i Arizona vælter det for tiden ind med både unge og latinoer, og alligevel er Trump favorit til at vinde.

Mange venter også på noget andet. Efter valget i 2020 var dalen arnested for konspirationsteorier om valgsvindel, som kristne nationalister har pustet til lige siden.

En times kørsel syd for Phoenix har de opført et nyt valgsted, som skal mane borgernes bekymringer i jorden. Den valgansvarlige Dana Lewis er ved at komme sig efter en lungebetændelse, men holder sit løfte om at vise Weekendavisen rundt. Stedet er et akvarium, hvor alle kan følge den demokratiske proces bag skudsikkert glas: Til det ene rum ankommer stemmesedlerne i høje metalbure, i et andet bliver de kørt gennem et apparat, og i et tredje bliver de pakket i kasser med lås, gps-sender og en masse anden elektronik.

»Vi får besked, hvis kasserne brænder, eller hvis de bliver smidt af i Alaska,« siger Lewis. »Og vi får besked, hvis de bevæger sig hurtigere end 130 kilometer i timen, eller hvis de står stille på ruten i for lang tid. Vi får besked om alt.«

Faktisk er det en deprimerende rundvisning. Anstrengelserne for at vise, at alt er i skønneste orden, udstiller det kaos, der findes lige under overfladen. Dagen forinden måtte Dana Lewis ringe til politiet, fordi en kortvarig strømafbrydelse fik flere borgere til at troppe op på valgstedet og anklage dem for svindel.

»Vi gør alt det her for at skabe tillid,« siger hun. »Nogle mennesker skal lære at tabe med ynde, og det er foragteligt, at de bliver ved med at anklage vores afdeling for alt muligt. Men det er desværre sådan noget, der sker i Arizona.«

Find hele Weekendavisens dækning af det amerikanske valg her.