Taiwan Semiconductor Manufacturing Corporation eller TSMC, der ifølge nogle beregninger er verdens største producent af halvledere, har netop påbegyndt opførelsen af en fabrik til en værdi af ti milliarder euro nær Dresden.

»En sand win-win-situation,« sagde EU-chef Ursula von der Leyen, der var til stede ved det første spadestik i den forgangne uge.

Det er »win« for TSMC og for Taiwan, der dermed gør sin økonomi mindre sårbar over for kinesisk pression, for eksempel i form af en flådeblokade af den udsatte ø.

Dog nok mest »win« for Europa, der ønsker at placere en større del af klodens chipproduktion på sit eget territorium og ikke ønsker igen at opleve sig prisgivet kræfter uden for sin egen kontrol, som da covid-19 afslørede europæernes manglende evne til at forsyne sig selv med strategisk vigtige produkter inden for sundhedssektoren.

Opførelsen af fabrikken er »en sand win-win-situation,« ifølge EU-chef Ursula von der Leyen, der var til stede ved det første spadestik i Dresden sammen med TSMCs formand og Tysklands kansler, Olaf Scholz, i den forgangne uge. Foto: Axel Schmidt, Scanpix
Opførelsen af fabrikken er »en sand win-win-situation,« ifølge EU-chef Ursula von der Leyen, der var til stede ved det første spadestik i Dresden sammen med TSMCs formand og Tysklands kansler, Olaf Scholz, i den forgangne uge. Foto: Axel Schmidt, Scanpix

»Vi er afhængige af halvledere til at udvikle bæredygtige fremtidige teknologier, men vi må ikke blive afhængige af andre regioner i verden, når det gælder forsyning med halvledere,« sagde den tyske forbundskansler Olaf Scholz, der også var til stede i Dresden.

Om alt går vel, vil fabrikken i Dresden, der er et joint venture mellem TSMC og tre europæiske partnere, påbegynde produktionen inden udgangen af 2027. Det er dog ikke givet. Et andet megaprojekt finansieret af TSMC i Arizona, også et udtryk for en trang til at diversificere sig geografisk, er blevet ramt af betydelige forsinkelser.

harms