Sikke I danderer den i Vesten

INDIEN – Jeg står på en søvnig togstation i den østlige kystby Kolkata, da et langt lyseblåt tog stopper ved perronen. Ud kommer måske 40 mænd. De er små og senede med fødderne i sandaler, over deres skuldre hænger ternede viskestykker, enkelte har bundet et om livet. Med ét farer de afsted ned ad de aflange perroner, mens de balancerer togvognens medbragte metalspande med skvulpende mælk. De skratter og skråler, som var det et væddeløb; spandene fragter de på hovedet, over skuldrene, i hænderne, på en gammel trækvogn.

Alle vender sig om, springer til side og lader de knoklende mænd passere forbi.

Måske er de aflønnet pr. mælkespand, måske pr. minut, måske er de villige til at gøre hvad som helst for at lykkes med tjansen; at fragte mælken fra perronen til et ukendt sted i Kolkata.

Sidstnævnte scenarium forekommer mest sandsynligt. I verdens snart folkerigeste nation er ressourcerne knappe og konkurrencen på et niveau, som kan være vanskeligt at begribe, når man kommer fra et land med sølle seks millioner mennesker, stærke fagforeninger og en selvskrevet ret til ferie.

Derhjemme rejser vi os i fælles protest over en afskaffet helligdag med varme hveder, men på gaderne i Indien har jeg besvær med at finde ét menneske, som holder fri. En ældre mand ved en bananbod starter dagen klokken seks om morgenen; han sorterer de rådne frugter fra, mens morgendisen letter, og sidder ellers ved boden til ti om aftenen. På en god dag sælger han 30 bananer. En banan koster ti rupier, under en krone. Ja, you do the math. Han har selvsagt ikke råd til ferie. »Holiday nahin,« siger han og ryster på hovedet, som var det et absurd forslag, jeg slyngede ud.

På de smalle, støvede stræder er alle i bevægelse; de fragter og læsser af eller fanger en rickshaw iført habitbukser, lys skjorte og mappe under armen. Den vedholdende arbejdsmoral gælder ikke kun manden ved boden, de slæbende på stationen, men også de flittige på kontorerne.

Et mundheld i Indien lyder, at mens en europæer bliver sur over et opkald fra chefen i weekenden, befinder inderen sig allerede på kontoret. De nyeste oversigter fra The International Labour Organisation viser da også, at klodens længste arbejdsdage findes i Asien: Kina, Indien, Sydkorea. Mens de befolkninger, som arbejder mindst, bor i lande som Danmark. Kun cirka 34 timer lægger vi på arbejdspladsen om ugen, mens en inder bruger 48.

Glemt det, venner

Alligevel er vi trætte af at arbejde i Vesten; man fornemmer et opgør med karriereræset, vi gider ikke længere definere os ud fra vores job og underlægge os krævende chefer for at få anerkendelse. Vi vil have fritid og frihed, også selvom vores danske statsminister siger »glem det, venner«. Men hvad med i Indien? Er der slet ingen modreaktion mod arbejdspresset?

»Mange indere flytter til udlandet for at arbejde mindre, tjene mere og få mere tid til sig selv. Det paradoksale er så, at de ofte ender med at tage den indiske arbejdskultur med sig. Den er så indgroet, at vi ikke kan finde ud af at give slip på den,« siger Divya Khanna over telefonen fra Mumbai. Hun har netop udgivet bogen The Company We Keep, en analyse af det moderne arbejdsmarked i Indien.

»Den eneste legitime undskyldning for at aflyse en familiemiddag er, at man har travlt på jobbet,« fortsætter Khanna. »Arbejde er ophøjet, hævet over alt andet. Karrierevalg er aldrig truffet alene, for hele familiens status hviler på valget.«

Forældre opfordrer deres børn til at blive softwareudviklere og ingeniører. Sikre, stabile job. Forleden interviewede jeg en af Indiens førende filmkritikere. Han er uddannet ingeniør, »ligesom de fleste indiske mænd«, sagde han. Men efter et par år forlod han sin vellønnede stilling i USA for at blive filmkritiker, en drengedrøm uden status i karrierehierarkiet. I Indien giver man ikke meget for det kreative og usikre. Et andet eksempel er Bollywood-stjernen Kangana Ranaut. I den indiske presse har hun åbent fortalt, at hun udelukkende studerede medicin »for sine forældres skyld«.

Familierne sætter deres penge på afkommet, deres fremtid. De betaler deres uddannelser (har man mange børn og få penge, må man satse på ét barn), nogle forældre indskriver endda deres seksårige på kurser for softwarekodning. Karakterer fra skolen bliver råbt højt mellem boligblokkene, og der er ingen skam i at sammenligne én til én, forklarer Khanna. Hverken mellem søskende, naboer eller fjerne slægtninge.

Men det er ikke kun hensynet til familiens økonomi og status, som har ført til en disciplineret arbejdskultur i Indien. Work is worship, siger de gamle indere. Der er intet finere end at udføre sit arbejde med dedikation og hengivenhed. Den ældgamle hinduistiske filosofi karma yoga bygger på frelse gennem hårdt arbejde.

Det lyder til forveksling som protestantisk arbejdsetik: »Enhver skal spise og drikke og glæde sig over alt sit hårde arbejde. Det er en gave fra Gud ...« I hinduismen er vejen til moksha – den ypperste frelse – uselvisk slid. Forstået på den måde, at man ikke skal lade sig forblænde af egne præstationer. Ens pligt er at udføre sin opgave og være fuldstændig immun over for udfaldet; succes eller fiasko.

Modsat i Vesten skal arbejdet altså ikke realisere én selv, tværtimod skal man tjene arbejdet. At indere efterlever karma yoga til fulde, er nok for meget sagt, forældrene er tydeligvis ikke immune over for skolebørnenes præstationer, men karriere bliver i langt højere grad set som en investering i familien frem for et individuelt projekt.

Slid og succes

Man skal få samfundet frem, folk ud af fattigdom. Alle, jeg taler med, arbejder for at arbejde sig op. Kioskejeren skråt over for min lejlighed arbejder tolv timer syv dage om ugen. Hans fire børn skal ikke føre kiosken videre, de skal på universitetet, løfte familien, siger han. »Men hvad med en fridag til dig?« spørger jeg. »Hvad med mælken?« svarer han. »Den bliver gammel.«

Inderne er villige til at betale i sved og frisk mælk. For det lønner sig at pukle, siger de. Til et seminar om arbejdskultur i New Delhi overværer jeg forfatter til bogen How India Works Aarti Kelshikar tale på scenen. Hvis der er én erfaring, Kelshikar har gjort sig i sin research, siger hun, så er det, at hårdt arbejde belønnes med succes. »Du kan være nok så talentfuld, men hvis du ikke er villig til at knokle, hvem skal så få dig frem?«

Og det ser da også ud til, at indernes mentalitet har fået dem frem i verden. I hvert fald kan man ikke komme udenom, at de indiske diasporaer rundtom på kloden klarer sig forrygende sammenlignet med andre indvandrergrupper. I USA er inderne bedre uddannet og tjener mere end andre indvandrere, ja, selv mere end de indfødte amerikanere. En undersøgelse fra den amerikanske tænketank Migration Policy Institute viser, at en amerikansk-indisk husstand i gennemsnit tjener 150.000 dollar om året, over dobbelt så meget som en gennemsnitlig amerikansk familie.

Men den indiske arbejdsbyrde kan også holde folk fast nederst i hierarkiet. I USA har der været eksempler på, at indiske direktører ikke alene har taget den strenge arbejdsdisciplin med sig fra hjemlandet, men også kastesystemet, der ellers officielt blev afskaffet i 1950. I den amerikanske presse har flere indiske softwareudviklere fortalt, at de er blevet diskrimineret og nægtet forfremmelse på baggrund af deres lave Dalit-kaste.

I bogen The Company We Keep taler Divya Khanna om et »corporate caste system,« hvor alle – som i kastesystemet – udfylder deres udstukne rolle for at holde systemet ved lige – og holde andre nede.

Den hierarkiske arbejdskultur er allestedsværende i Indien. Tag en hvilken som helst restaurant i New Delhi, og tjenerne vil være iført forskellige uniformer alt efter, hvor langt oppe i arbejdshierarkiet de befinder sig. Kun en slags uniform kan tage imod din bestilling. Resten vil stå i hjørnet, samle en ske op fra gulvet eller studere terrænet.

Det kan, skriver Khanna i sin bog, blive anset for dovent at arbejde for effektivt. Som en snyde-smutvej til succes. Man vil hellere blive hængende på kontoret eller stå i restauranten til midnat, også selvom man ikke bestiller noget. For der er intet værre end at gå tidligt og ligne én med svækket arbejdsdisciplin. Én uden en rolle i samfundet.

I Danmark går vi gerne tidligt, men brokker os over det grænseløse arbejde, over mails på skæve tidspunkter og muligheden for at arbejde konstant. I Indien praktiseres det grænseløse til fulde. Forleden kørte jeg med en Uber-chauffør, som måtte slå sig selv i ansigtet midt på motorvejen for at holde sig vågen. Adskillige gange forsøgte jeg at få ham til at sætte mig af, det var jo livsfarligt, men han insisterede på at udføre sit arbejde og køre mig hele vejen gennem lumre og snavsede gyder til den gamle del af Delhi.

Vedholdenheden er netop landets styrke, må man forstå. Når premierminister Modi skal promovere Indien som det nye produktionsland i stedet for Kina, fremhæver han sine arbejdsomme landsfæller: »Verden ser mod vores unge med håb, for de er landets motor, og Indien er verdens motor,« siger premierministeren selvhøjtideligt. Og måske har han ret; inderne er unge, gennemsnitsalderen er 28 år, de er villige til at slide sig halvt ihjel. Ikke for at realisere sig selv, men for at løfte familien, udføre deres pligt og skubbe landet fremad og opad.

Det er statsminister Mette Frederiksen, som har udtalt, at »vi skal aflive den sejlivede myte, at det at gå på arbejde skal være lystbetonet«.

Den replik er som tyvstjålet fra inderne.