Leder. Donald Trump har vækket den politiske kamp fra sin dvale. Hvornår får hans modstandere ild i øjnene og farve i kinderne?

Politikkens opstandelse

DET var den belgiske filosof og teoretiker, venstrefløjsikonet Chantal Mouffe, der fandt på udtrykket: Det politiske vender tilbage. Sådan kaldte hun sin bog fra 1993, skrevet efter Murens fald, Sovjetunionens sammenbrud, valget af Bill Clinton som USAs præsident og den liberale verdensordens åbenlyse sejr. Østeuropa skulle med i EU, kineserne i WTO, Rusland var vores ven. Alt var velstand, fremgang, grænseløst. Mest opmærksomhed fik en anden bog: Historiens afslutning af Francis Fukuyama, som beskrev det liberale demokrati som verdens naturlige endemål. Chantal Mouffes bog var en advarsel: Tro ikke, sagde hun, at politik går væk, bare fordi vi påstår, at alle grundlæggende har samme værdier. Hendes budskab var rettet mod venstrefløjen: Bilder vi os ind, at ideologi og interessemodsætninger forsvinder, overlader vi magten til dem, der forstår det politiske som et vilkår og mobiliserer folks vrede mod det bestående. Man skulle tro, Donald Trump havde læst Chantal Mouffe. Den politiske opstandelse kom fra højrefløjen.

POLITISKE modsætninger er væltet op af jorden, og Trump sidder øverst på den glødende strøm, der hærger gennem den vestlige verden. Hans første 100 dage ved magten har været kaos, men det er lykkedes ham at brænde den amerikanske indvandringspolitik ned til grunden. Det var hovedårsagen til hans valgsejr; at sætte en stopper for ulovlig indvandring og gøre op med den vildfarelse, at indvandring kunne håndteres som et dogme, en sandhed hinsides politik. Selv i dag mener knap halvdelen af amerikanerne, at hans indvandringspolitik er rigtig. Trump har ændret den aktuelle politik og debat og hele den amerikanske historie. Det kan ikke bare rulles tilbage.

ER vi i Europa også ved at vågne op til samme erkendelse, sker det for langsomt. Både i Storbritannien, Tyskland, Frankrig, Holland og Sverige forsøger man på forskellig vis at ignorere og isolere indvandringens modstandere. Men også i Europa er det politiske genopstået, også hér kommer bevægelsen fra højrefløjen. Den bliver ikke bare stærkere, nej, den tager magten, hvis man ikke tager dens budskab alvorligt. Det er dumt at varme sig for meget ved, at selv den europæiske højrefløj finder Trump frastødende. Den illiberale modstand mod indvandring og frihandel er fuldkommen intakt.

VÅGNET af tornerosesøvnen er forhåbentlig det EU, der har inkarneret den bureaukratiske fortrængning af virkeligheden. EU var nødvendighedens politik støbt i glas og beton, ligesom Verdensbanken var det for globaliseringen. EU pressede det politiske ud på fløjene, præcis som Chantal Mouffe forudsagde. Men med kommissionsformand Ursula von der Leyen i front har EU taget et historisk opgør med den fantasi, at indvandring kan håndteres af bureaukrater ud fra kølige fordelingstal. EU er ved at skifte karakter, har fået farve i kinderne og ild i øjnene.

Foto: Jim Watson, Scanpix

FRA Danmark kan vi melde, at der også her sker noget interessant. Den siddende SVM-regering blev grundlagt som et værn mod politik som sådan, som et »arbejdsfællesskab«, der skulle træffe beslutninger uden hensyntagen til populisterne på fløjene. Men regeringen er kørt fast, handlingslammet, fordi de tre partier er vildt uenige om god gammeldags politik; om omfordeling, velfærd og om atomkraft. Selv ikke Lars Løkke og Mette Frederiksen kan trylle politik væk. Og de risikerer begge at få bank ved et kommende valg, hvis de længe endnu insisterer på illusionen.

DVALEN er slut. Chantal Mouffe mindede om, at politiske handlinger skaber modstand. Demokrati er konflikt, lever af konflikt. Hvorfor lykkes det ikke venstrefløjen at mobilisere mod globaliseringen? Hvorfor sandede klimakampen til? Hvorfor er det højrefløjen, der vinder? For det første var den bedre til at moralisere og føre identitetspolitik end alle andre. For det andet kunne den udpege sin modstander både konkret (indvandrere) og ideologisk (liberale). For det tredje kom den ind på den demokratiske kampplads og blev bedre og bedre til at slås. I denne uge vandt den liberale Mark Carney valget i Canada ved at pege direkte på sine modstandere og nedkæmpe dem. Måske har venstrefløjen endelig forstået Chantal Mouffes budskab. kras

Læs tidligere ledere fra Weekendavisen her.

kras
(f. 1971) er chefredaktør. Han er cand.scient.pol. fra Københavns Universitet med studier på Hebrew University og London School of Economics. Han kom til Weekendavisen som praktikant i 1995 og blev derefter korrespondent i Jerusalem og London, udlandsredaktør og dækkede USA i årene under Barack Obama. Efter afstikkere til DR2s Deadline kom han tilbage til avisen i 2016 og blev chefredaktør i januar 2017. Han har skrevet De retfærdige - en islamisk stafet, Min amerikanske drøm – på jagt efter stjernerne, Ritt og Søren - samtaler om krig og kærlighed, Pundik og Krasnik - og resten af verden og senest En smal bro over afgrunden.

Andre læser også