Satellit. Houthibevægelsen har indstillet sine angreb som følge af våbenhvilen i Gaza. Det muliggør en forsigtig tilbagevenden for rederiet Maersk – men usikkerheden består.
Maersk tilbage i Det Røde Hav
Maersk gennemfører i denne uge den første regulære sejlads fra en havn i Oman til Bab el-Mandeb-strædet og Det Røde Hav og gennem Suezkanalen til Middelhavet efter måneders omdirigering syd om Afrikas Kap Det Gode Håb.
Beslutningen følger efter indstillingen af angreb på kommerciel skibsfart fra den yemenitiske houthibevægelse.

Siden slutningen af 2024 har størstedelen af verdens containerrederier undgået ruten af hensyn til sikkerhed og forsikringsforhold. Selvom houthibevægelsen ikke formelt har erklæret farvandet for sikkert, har dens stop for missil- og droneangreb muliggjort en forsigtig genoptagelse. Våbenhvilen i Gaza, som foreløbig ser ud til at holde, vurderes at være den væsentligste årsag.
Maersk skriver på sin hjemmeside, at mindst én fast ruteservice igen sejler via Suezkanalen efter testsejladser i december og januar, men understreger, at beslutningen løbende revurderes.
Det skyldes, at usikkerheden i Mellemøsten består. USA overvejer fortsat angreb på Iran, hvilket kan inddrage den Iran-allierede houthibevægelse i konflikten. Bevægelsen truede tirsdag med at genoptage angrebene.
Maersks tilbagevenden afspejler derfor forsigtig optimisme snarere end en fuld normalisering af en central handelsrute. wasa
Del:


