Satellit. En mulig fremtidig sydkoreansk præsident er blevet offer for et attentatforsøg.
Knivangreb i Sydkorea
Den sydkoreanske oppositionspolitiker Lee Jae-myung, en mulig fremtidig kandidat til præsidentposten, blev tirsdag udsat for et knivoverfald. Episoden betegnes som et urovækkende tegn på, at det politiske liv i Sydkorea er blevet barskere i de senere år.
Den 59-årige Lee, der er leder af det moderat venstreorienterede Demokratiske Parti, var omgivet af journalister og tilhørere i havnebyen Busan, da angrebsmanden, der poserede som fan, stak en godt 15 centimeter lang kniv i halsen på ham. Gerningsmanden blev overmandet, og Lee kom under øjeblikkelig behandling, og læger meddelte torsdag, at han var blevet udskrevet fra intensivafdelingen.
Vold af denne type er sjælden, men ikke uhørt. Så sent som i 2022 blev en anden førende politiker fra det Demokratiske Parti overfaldet med en hammer og måtte under lægebehandling. I 2006 blev en konservativ politiker snittet i ansigtet med en hobbykniv.
Motivet for det aktuelle angreb er ukendt, men nogle iagttagere har peget på, at Lee er blevet beskyldt for korruption, mens han var borgmester for byen Seongnam i 2010erne. Politikerleden i Sydkorea vokser, og flere og flere vælgere mener, at den politiske elite ofte er fokuseret på at mele sin egen kage.

harms
Del:



