Kosovos premierminister, Albin Kurti, erklærede sig selv som vinder af søndagens valg i landet, da hans venstrenationalistiske parti, Vetevendosje, fik omkring 41 procent af stemmerne. Men om det var en valgsejr, er diskutabelt. Dels var det en nedgang fra sidste valg for fire år siden, da Kurtis parti fik godt 50 procent af stemmerne og kunne regere på egen hånd. Dels har samtlige øvrige partier udelukket, at de vil arbejde sammen med Kurti i en ny regering. 

Det gælder Kosovos Demokratiske Parti, det politiske hjemsted for de kosovoalbanske UCK-partisaner fra krigen mod Serbien, som ved valget fik 22,2 procent, det liberale Kosovos Demokratiske Liga, der opnåede 17,8 procent, samt det venstreorienterede AAK-Nisma med 7,6 procent.

Landets serbiske mindretalsliste Srpska Lista sikrede sig alle de ti mandater, der var på valg i de serbiske enklaver. Men det er næppe heller herfra, Kurti skal hente sin støtte, da det var under hans styre, at spændingerne mellem kosovoalbanere og serbere i landet i flere omgange udviklede sig til væbnede konfrontationer.

USA og EU har også nærmest slået hånden af Kurti, da man mener, at han med sin selvrådige og konfliktskabende politik over for landets serbere har haft sin store andel i urolighederne. Det bliver nu i øvrigt op til blandt andre den danske diplomat Peter Sørensen at få brudt dødvandet i konflikten. Han overtog pr. 1. februar stillingen som EUs særlige repræsentant, hvad angår »dialogen mellem Pristina og Beograd«. 

Kosovos nuværende premierminister, Albin Kurti, erklærede sig selv som vinder af søndagens valg i landet. Foto: Armend Nimani, Scanpix
Kosovos nuværende premierminister, Albin Kurti, erklærede sig selv som vinder af søndagens valg i landet. Foto: Armend Nimani, Scanpix

ony

Modtag Weekendavisens daglige nyhedsbrev

Få dagens udvalgte artikler fra Weekendavisen i indbakken. Tilmeld Dem her.

Hermed giver jeg tilladelse til, at Weekendavisen dagligt sender en mail med udvalgte historier og i tilfælde af særlige historier og ekstraordinære begivenheder mere. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan De læse mere om tredjeparter og hvordan De trækker Deres samtykke tilbage.