Libanon. Hizbollah er ved at føre det martrede land ud i endnu en blodig krig. Hvorfor har hele landets politiske elite givet militsen medløb?
I militsens fold
BEIRUT – Det fortæller noget om den libanesiske regerings underkuede forhold til Hizbollah, at premierminister Najib Mikati ofte lyder som et ekko af den shiamuslimske milits’ egen leder, Hassan Nasrallah. »Et folkemord,« har begge kaldt de angreb, som er kulmineret med, at de israelske luftvåben har bombet hundredvis af mål over hele landet, hvor over 500 libanesere blev dræbt og hundredvis såret. Tilfældigt er sammenfaldet ikke. Det er i stigende grad svært at vide, hvor den libanesiske regering ender, og Hizbollah begynder.
Groft sagt har Libanon været opdelt i tre nogenlunde lige store sekteriske grupper: de kristne, sunnimuslimerne og shiamuslimerne. Sidstnævnte, som Hizbollah tilhører, har traditionelt været den, der har stået svagest. Sådan er det ikke længere.
Del: