Det vil være synd at sige, at Sydafrikas regeringsparti ikke prøvede.

I månedsvis har African National Congress (ANC) forsøgt at finde en juridisk smutvej, der kunne gøre det muligt for dem at byde Vladimir Putin velkommen til et BRICS-topmøde i storbyen Johannesburg – uden samtidig at arrestere ham. Den russiske præsident har en arrestordre fra Den Internationale Straffedomstol hængende over hovedet, og Sydafrika har som medlem af domstolen forpligtet sig til at arrestere krigsforbrydere. Men ANC har samtidig stærke bånd til Rusland, fordi Sovjetunionen støttede partiet under apartheid.