Afskedsbrev

At dykke ned i sin gamle brevsamling er som at forsvinde i et kaninhul med gange og sidegange ind og ud af hukommelsen.

Jeg boede på et tidspunkt i Sevilla i Spanien, og mit slut-20-årige jeg var evigt splittet mellem kærlighedens kald og danske venners fravær. Den 14. februar 1988 skriver en god ven til min åbenbart urolige sjæl.

»Kære Synne. Øje for øje og tand for tand og brev for brev – nytter nødvendigvis ikke, når man opererer med det spanske postvæsen som transformer, endsige postterminalen. Det antal psykobites, man bruger på, hvilken betydning det har, at MAN IKKE HØRER NOGET! Er ved Dios omvendt proportionalt med virkeligheden.«

Jeg har tydeligvis hungret efter nyt hjemmefra. En anden ven citerer mig i sit brev for følgende:

»En mand, der er i stand til at gennemføre at skrive dagbog HVER DAG, må også være i stand til at skrive en helvedes masse breve!«

»Jo tak,« svarer han, »budskabet fes ind. Og jeg lystrer, som du ser – som altid!«

Efter at have tilbragt tid med de gamle breve kan jeg konstatere, at mange af dem handler om at skrive dem. Eller ikke: »Undskyld, jeg ikke har svaret!« Eller: »Her et par linjer i al hast.« Der er også denne flotte intro: »Giv agt! Dette brev er skrevet med en ægte Mont Blanc-fyldepen, model 'Meisterstück' og med 14 karats guldspids.« Dette sidste betyder også håndskrevet, den fineste slags brev, hvor forbindelsen mellem hånd og ånd er fuldendt.

Det smukkeste i genren »brev om at skrive brev« kommer fra min gamle ven sømanden, som i 2008 i Antwerpen Havn gjorde sig tanker om, hvordan han var i færd med at skrive til mig i en tid, hvor breve allerede var ved at være en anakronisme på grund af e-mailens fremmarch:

»Når du modtager dette brev, har vi nok snakket sammen et par gange, men det gør jo ikke dette brev mindre spændende at få ind gennem sprækken, når man tænker på, hvordan det er kommet frem til dig: Først har jeg jo sat mig ned og skrevet det, ikke i hånden, men har dog tænkt over, at jeg ville skrive et kærligt brev til dig. Så er det blevet hentet om bord af agenten, som så har sørget for, at der er kommet behørig porto på. Det er derefter blevet proppet i en postkasse eller afleveret på et posthus, hvor der er en anden person, som har kigget på det og tænkt: 'Det er da et brev til Synne i Danmark' og derefter lagt det i en kasse med andre breve til Danmark, nok ikke så mange af dem, mest sådan nogle kedelige nogle med regninger. Så dit lille brev har nok følt sig ensom i det selskab. Måske er det blevet sendt med fly, men jeg håber, det har været med tog op gennem Europa, hvor det er endt i Taastrup. Her er det så fragtet ud til Frederiksberg, hvor et søvnigt postbud har lagt det i sin taske sammen med en hoben reklamer og nok tænkt: 'Her er et rigtigt brev, hvem gider dog skrive sådan et, når nu e-mailen er opfundet, SUK,' men han eller hun er dog travet ned ad vejen og har lagt det i din postkasse og vupti, her er det så. I bund og grund har der været mange mennesker i aktivitet for, at disse nedskrevne ord kan nå dig og gøre dig glad om hjertet. Jeg skal nok takke dem alle, hvis jeg engang møder dem ude i det store univers, og de kan huske, at de engang har haft et rigtigt brev i hånden, som var til dig.«

POSTBUDET RINGER ALTID TO GANGE er titlen på en roman og en film, genindspillet med Jack Nicholson og Jessica Lange, der har hed sex, i 1981. Der optræder intet postbud, titlen hænger som en sært løsrevet sætning og oser af noget frækt i forbindelse med postbuddets omdelinger, som ingen dækning har. Indtil 1916 var det ikke obligatorisk med postkasser i USA, og derfor var normen, at der blev ringet eller banket på døren to gange, så man kunne vide, at nu var der post. Formodentlig af helt kysk karakter eller måske netop for ikke at forstyrre, hvis der nu var gang i privatlivets fred.

På det helt utrolig imponerende New York City Post Office står mejslet i sten: »Neither snow nor rain nor heat nor gloom of night stays these couriers from the swift completion of their appointed rounds.« Kort sagt: I regn og slud skal posten ud. Oprindelig er det den græske historiker Herodot, der bruger det i Perserkrigene (499-449 før vor tidsregning), hvor perserne havde et system af trofaste, beredne postudbringere. Breve er en alvorlig og gammel foreteelse. Derfor udstråler posthusarkitekturen med imposante bygninger over meget af verden så tydeligt sagens vigtighed.

På vores eget hovedpostkontor i København, bygget med selvbevidst, statslig stolthed i 1912, stod der »Troe og agtsom«. Inden det blev forvandlet til luksushotel for få år siden, indspillede kunstneren Kirsten Astrup i 2017 en performativ video med netop den titel, Troe og agtsom, som forvandlede posthuskulissen til barokkabaret med sexede queerpostbude, der nok forstod at få den op at ringe mere end én gang.

Nu skyder en ny bydel, der hedder Posten, op, men der er ikke flere posthuse. Kun supermarkeder med postafdeling og kiosker, hvor der ryges og handles i baglokalet, mens man let forbløffet afleverer sine pakker og breve med talkoder i stedet for smukke frimærker af kunstnerisk tilsnit. Foran det, der tidligere hed Post & Tele Museum, nu Enigma – Museum for post, tele og kommunikation på Østerbro, ligger det gamle fine posthus fra 1922 med tykke søjler og tung trædør. Når den slås op igen, er det som Brasserie Post.

Det ville nok have undret Christian 4., som grundlagde vores postvæsen i 1624, dette hårdhjertede farvel til 449 års historie. Vi opdagede først, at væsenet for alvor var på vej ned, da postbudene skiftede farve til det blå svensk-danske Postnord, og hele mentalitetshistorien skred: Vi har jo røde postbude, der drikker kaffe med ensomme borgere, og røde postkasser – også som sparebøsser. Og Kay Bojesen havde skitseret et postbud i 1950erne, som udkom som postbuddet Einar med rød jakke og den sorte taske over skulderen i anledning af Københavns 800-års jubilæum i 1967. Indbegrebet af hovedstaden i jubilæets anledning sammen med rådhuspandekagerne.

Men skriver De breve? Nej. En hel ny generation ser ikke automatisk efter i deres postkasser, om der skulle være noget interessant. De har det digitalt. Og derfor kan det ikke betale sig at have et postvæsen, nu er det, ifølge det nye postforlig, markedet, der skal dele posten ud, og det bekender ikke kulør, men kommer i alle farver og former og frem for alt i udbud. Væk er den statslige befordringspligt, og det betyder, at der ikke er en statslig garanti for, at posten kommer frem uanset vejr til alle danske borgere i udkanter og øer. Værst for dem, der i forvejen har det svært med den digitale omstilling, det lille demokratiske deficit, vi har valgt at leve med i forhold til især den ældste generation.

»KÆRE SYNNE! Her sidder jeg på Cafeteria Copo i Huercal Overa, og så tænkte jeg, at jeg ville skrive til dig, ligesom jeg altid skrev breve i Fuengirola i gamle dage, mens jeg ventede på at køre Frands (min bror, red.) hjem fra skolens lidelser. Og så havde jeg intet brevpapir! Derfor får du fars pas i fotokopi …«

Det er min mor, der skriver, og ganske rigtigt er der på den anden side en fotokopi af min fars pas, der, kan jeg nu se, udløber 23. januar 1990. Hans navn står trykt i passet, og så har min mor vittigt skrevet i hånden: »Hilser!«

Når jeg skal kigge i mine gamle breve, vil jeg gerne være alene. Hvorfor? Hvorfor har jeg gemt dem? Da min mor døde, holdt jeg tale i kapellet og nævnte blandt andet min mors hånd, hendes berøring, som jeg ville savne. Savner.

Nu tænker jeg, at breve er sådan en berøring. Ikke alle, bevares, men dem, man gemmer. Jeg finder en håndskrevet invitation fra en barndomsven, som døde alt for ung, men i øvrigt arbejdede i posten det meste af sit liv. Det er fra 16. december 1976, året før jeg blev student.

»Kære Synne. Som vi har talt om, arrangerer jeg en middag Nytårsaften. Jeg håber, du/I har lyst til at komme, og også har mulighed for det. Jeg har inviteret gamle venner, og nye jeg har mødt på universitetet her i efteråret. Idé: middag klokken 19.30 og senere øl, vin, syntetisk champagne og natmad. Det kommer til at koste 45 kroner pr. person (børn undtaget). Jeg vil gerne have besked en af dagene, om du/I kan komme. I positivt fald vil jeg gerne, så vidt muligt, have pengene i forvejen. Som sagt, jeg håber, vi ses. Kærlig hilsen Henrik.«

Formfuldendt, muntert og løfterigt, ikke sådan en fest, hvor man siger, man kommer, og så bliver væk. Det blev også en uforglemmelig fest, det kan jeg huske, så snart jeg ser invitationen, som er skrevet på maskine, men mit og hans navn er med håndskrift. Jeg har læst, at de børn, der fødes i dag, formodentlig ikke vil få et forhold til det at skrive i hånden. Min egen håndskrift antyder den deroute, der er sket fra mine oldeforældres tid, mine bedsteforældre, mine egne forældre, som alle skrev smukt. Deres håndskrift begyndte først at vakle med alderen, den er en spejling af, hvem man er, og hvor i livet man befinder sig.

PÅ DET KONGELIGE BIBLIOTEK, hvor man opbevarer breve for eftertiden fra forfattere og videnskabsfolk og andre skønånder, har man i dag et problem, som ikke er løst. Det fortæller afdelingsleder for specialsamlinger Sonny Ankjær Sahl mig på sit kontor, hvorfra man har udsigt til skeletterne af nogle af de højhuse, der er ved at skyde op i den nye postbydel. Der er ikke fundet en løsning på, hvad man stiller op med e-mails og sms'er. Eller det faktum, at manuskripter og partiturer afsendes, fikse og færdige, og derfor aldrig viser spor af en arbejdsproces. Ikke som et brev fra H.C. Andersen, hvor der er sat et stykke papir over noget allerede nedfældet, og hvad der gemmer sig under det papir, det oprindelige eller fejlen, fortrydelsen, er forskerfryd. Til gengæld kan kunstig intelligens hjælpe med at læse de håndskrifter, der for det moderne menneske bliver støt mere ulæselige. Der er ikke mange, siger Sahl, der kan læse Grundtvigs.

På Det Kongelige Biblioteks udenbys lager ligger min fars breve, og dem kan man ikke læse frit før om 70 år. »Breve, man sku' skrive nogle breve, for så fik man måske nogle igen,« synger Daimi i »Breve« til en upbeat melodi af Bent Fabricius-Bjerre i 1967. Teksten er af min far, som skrev breve hver dag. Dem til mig underskrev han af og til med »Fatter« i stedet for »Far«, hvis indholdet havde tangeret noget særligt personligt. Dette »Fatter« gør brevet endnu mere personligt, fordi han hadede føleri og sikkert mente, at der måtte slås en munter krølle på sagaen, så det ikke blev for højtideligt.

Ha! Gennemskuet.

Gys. Breve er virkelig en personlig sag. Jeg skynder mig at pakke mine væk, før nogen kommer hjem.