Satellit. Indien er gået til valg midt i stegende, sydende temperaturer. Hundredvis af vælgere og valgtilforordnede er formentlig døde af det.
Glohed valgkamp
Mens Indiens premierminister, Narendra Modi, kan se frem til at forlænge sit politiske liv efter valget til underhuset, er der formentlig hundredvis, der er døde af samme årsag. Valghandlingen, som har strakt sig over seks uger og netop er slut, er flere gange blevet ramt af ekstreme, livstruende temperaturer.
Alene i delstaten Uttar Pradesh er der på en enkelt dag 33 valgtilforordnede, livvagter og andet personale med tilknytning til valget, som ifølge de indiske myndigheder har mistet livet på grund af heden. I Odisha, en anden delstat, er 20 mennesker døde af hedeslag og lignende årsager over en tre dage lang periode i slutningen af valget. Indien har 28 delstater og otte føderale territorier, og der findes i skrivende stund ikke dødstal for hele landet.
I sidste uge blev en temperatur på 49,9 grader celsius målt i hovedstaden, Delhi. Et ukendt antal indere har angiveligt valgt at droppe at bruge deres stemmeret i denne omgang i stedet for at risikere livet under den bagende sol.
Rajiv Kumar, Indiens øverste embedsmand med ansvar for afholdelse af valg, sagde mandag, at hans landsmænd fremover bør gå til stemmeurnerne en måned tidligere. »Det bør ikke finde sted i denne hede. Så meget har vi da lært,« erklærede han ved en pressekonference.

harms
Del: