Satellit. En opgørelse foretaget af Kyiv School of Economics viser, at mere end 2.000 multinationale selskaber har opretholdt deres aktivitet i Rusland på trods af invasionen af Ukraine.
De fleste er forblevet i Rusland
Da Putins Rusland i 2022 invaderede Ukraine over en bred front, opstod der i den vestlige offentlighed krav til virksomheder i vestlige lande om at opgive deres økonomiske aktiviteter i Rusland. Carlsberg forsøgte at sælge deres selskab i Rusland, hvorefter det reelt blev konfiskeret og af Putin overdraget til en oligark, som blandt andet viderefører bryggeriet Baltika i Sankt Petersborg. Det kom til at koste Carlsberg en nedskrivning på 47 milliarder kroner at miste sit russiske datterselskab.
Også andre – dog ikke alle – danske selskaber opgav deres virksomheder i Rusland i de første uger efter invasionen. Men ifølge Financial Times viser en opgørelse foretaget af Kyiv School of Economics, at mere end 2.000 multinationale selskaber har opretholdt deres aktiviteter i Rusland på trods af invasionen af Ukraine. Omkring 1.600 internationale selskaber har enten forladt Rusland (387) eller nedskaleret deres aktivitet (1.223).
Del: