»Hvis du ser på, hvordan EU har svaret på invasionen af Ukraine, har de østeuropæiske stater – ofte sammen med de nordiske – konstant været i front. Det er disse lande, der har presset på for en stærkere respons, flere sanktioner mod Rusland, mere støtte til Ukraine, EU-kandidatstatus til ukrainerne. De traditionelle drivkræfter i EU, Tyskland og Frankrig samt de sydeuropæiske lande, har så fulgt efter.«

Det er Kristi Raik, vicedirektør i den estiske tænketank The International Centre for Defence and Security, som kommer med denne konstatering, da jeg sidder over for hende en kold vinterformiddag i Europahuset i København. Den virker ikke på nogen måde brovtende på de baltiske landes vegne, snarere beklagende.