Satellit. Trumps behandling af Zelenskyj giver genlyd i Taiwan. Den demokratiske ø frygter en lignende skæbne.
Et asiatisk Ukraine?
Den amerikanske regerings svigtende støtte til Ukraine har sat tankerne i gang i Taiwan, der på mange måder ser sig selv i en lignende situation, truet af en stor og aggressiv nabo, i dette tilfælde Kina, som aldrig har lagt skjul på sit ønske om at opsluge den lille demokratiske ø.
»I lyset af en international situation i hastig forandring og de eskalerende trusler fra fjenden kan vi ikke lade bevarelsen af fred afhænge af andres goodwill,« sagde den taiwanske forsvarsminister, Wellington Koo, mandag ifølge nyhedsbureauet Bloomberg.
Han talte på baggrund af et dramatisk skift i USAs udenrigspolitik, hvor en nedkøling af forholdet til Ukraine kombineres med en tilnærmelse til Rusland. Vil USA på lignende vis ofre Taiwan til fordel for et bedre forhold til Kina? Det spørgsmål stilles nu i Taiwan.
Det er endnu for tidligt i Trumps anden embedsperiode til at sige noget definitivt om hans Taiwan-politik, men det er muligt, at hans holdning her vil adskille sig fra linjen over for Ukraine.

Tirsdag i Washington sagde Elbridge Colby, der står til at blive ny amerikansk viceforsvarsminister, at Taiwans militærbudget bør stige fra i øjeblikket under tre procent af BNP til »mere i stil med ti procent« og signalerede dermed, at USA ønsker et robust taiwansk forsvar mod Kina.
harms
Del:



