Kamala-comeback. I Chicago skulle Demokraterne forvandle en upopulær og relativt ukendt kandidat til lederen af den frie verden. Heldigvis er ingen i verden bedre til lys, makeup og underlægningsmusik.
En præsident bliver til
CHICAGO – Der er en anekdote fra Kamala Harris' barndom, som det ligger hendes søster og barndomsveninde meget på sinde at fortælle de 20.000 gæster på Demokraternes konvent. I arenaen bliver der stille, mens de taler. Storskærmene viser billeder af lille Kamala med sin cykel, af det ydmyge gule hus i Oakland, Californien, hvor hun voksede op, af hendes indiske mor og jamaicanske far.
Anekdoten lyder sådan her: I børnehaveklassen havde Kamala og hendes veninde lavet lerfigurer, og mens figurerne tørrede, greb en dreng venindens værk og smed det på jorden, så det gik i stykker. Men mens tårerne væltede frem, sprang Kamala frem og begyndte at råbe ad gerningsmanden. Så meget råbte hun, at drengen til sidst samlede en sten op og slog hende i panden. »Hun fik et ar over øjet, som stadig er der,« forklarer veninden på storskærmen. »Det er sådan en person, Kamala altid har været: én, som ikke tøver med at forsvare det, som er rigtigt. Som forsvarer de svage og siger fra over for bøller.«
Del:
