De usynlige amerikanske B-2-fly, der ramte Irans atomanlæg, havde fløjet nonstop i 37 timer fra en base i Missouri og blev adskillige gange tanket op i luften, før de kastede deres bomber mod anlægget i Fordow, som ligger dybt under et bjerg nær den hellige by Qom.

Bombningen markerer uden tvivl en historisk begivenhed, som kan vise sig at blive skelsættende – for Iran, for Mellemøsten, for amerikansk udenrigspolitik og for den globale ikkespredningsindsats. Efterdønningerne vil formentlig kunne mærkes i årtier frem.