Helvedesugen. Præsidentens skrantende helbred afleder opmærksomheden fra et større problem for Demokraterne: Partiet hænger allerede i laser, og en ny kandidat risikerer at trække det helt fra hinanden.
Bye-bye, Biden
WASHINGTON – »Helvedesugen« er navnet på en særligt strabadserende del af optagelsesprøven til de amerikanske specialtropper Navy SEALs. I fem og et halvt døgn bliver kandidaterne frataget søvn og udsat for stadig mere opslidende træning i mudder, sand og iskoldt havvand. Målet er at sortere størstedelen fra tidligt i forløbet, før forsvaret begynder at investere i deres kostbare uddannelse.
I denne uge er ordet også flere gange blevet brugt om de mange prøvelser, som Joe Biden skulle gennemgå for at bevise sit værd som Demokraternes kandidat. Præsidentens helvedesuge har ganske vist udspillet sig på NATO-topmødets bløde gulvtæpper, til receptioner, gallamiddage, pressekonferencer og private møder, men den har ikke nødvendigvis været mindre brutal af den grund. Hos Navy SEALs er det trods alt kun instruktørerne, der undersøger rekrutternes ansigter for flakkende blikke og andre svaghedstegn; i Bidens tilfælde har hele verden fulgt med.
Del: