Han er sort, brun og hvid, har en lang næse og de smukkeste, mest udtryksfulde brune øjne. Han er altid glad, når jeg kommer hjem, han vil altid ligge og putte med mig i sengen om aftenen, og han trøster mig, når jeg er ked af det. Han har fulgt mig i tykt og tyndt gennem breakups, jobskifte og overgangen fra studerende til fuldtidsansat. Han rejste endda med mig, da jeg i tre år boede på den anden side af kloden. Jeg taler selvfølgelig om min hund, Yuki.

Jeg er en af den slags hundeejere, der har hund i stedet for en baby. En stor del af mit liv kredser om Yuki, hvor jeg tager ham med på gourmet-hunderestauranter, i hundeskove og på ferier. Han betyder så meget for mig, at jeg købte bil for hans skyld (han kan ikke lide offentlig transport), og jeg planlægger bolig afhængigt af, hvor der er grønne områder, vi kan gå tur i. Et slag på tasken er, at jeg har brugt cirka 100.000 kroner på Yuki i de fire år og fire måneder, jeg har haft ham.