Ikke et land for gamle mænd

I MÅNEDSVIS OP til den kolde novembernat i 1982, hvor Leonid Brezjnevs hårdtprøvede hjerte endelig gav op, var han så afkræftet og syg, så afhængig af sovepiller, så plaget af årtiers rygning og druk, overvægt og krig, at han reelt ikke kunne fungere som Sovjets øverste leder. Han læste de forkerte taler, vaklede, snøvlede, faldt i søvn. 

Da han endelig døde som 75-årig, blev han afløst af den 68-årige Jurij Andropov. Men ganske kort efter indsættelsen satte Andropovs nyrer ud, og efter et år var også han død og afløst af Konstantin Tjernenko på 72 år, som allerede var dødssyg i hjerte og lunger. Et år senere var også han gået bort. Det blev fortællingen om Sovjet: et døende regime med en elite, som var mere optaget af stabilitet og fremtoning end af forandring.

Historikeren Niall Ferguson spurgte for nylig: Er USA blevet det nye Sovjet? I disse dage må amerikanerne uvægerligt stille hinanden samme spørgsmål, som sovjetborgerne stillede for fire årtier siden: Hvis det er vores leder, hvem styrer så rent faktisk landet? 

Det sovjetiske imperium var et gerontokrati, nu er USA blevet det samme: Ud over Obama har alle præsidenter de sidste 30 år været boomere. Clinton, Bush og Trump er født inden for to måneder i sommeren 1946. Joe Biden er fire år ældre, 81 år, ældre end 97 procent af alle amerikanere, ældre end staten Israel, ældre end Indien. Hvis Biden var katolsk biskop, var han blevet tvunget på pension for fem år siden.

Medianalderen i USAs senat er 65 år – i 1981 var den 52. Nancy Pelosi er 84 år, Bernie Sanders 82, Mitch McConnell er 82 år, Chuck Schumer 73, for nu at nævne nogle centrale figurer i amerikansk politik.

DA JOURNALIST GEORGE Stephanopoulos fra ABC News i sidste uge allernådigst fik 22 minutter til et af de yderst sjældne interview med Joe Biden, spurgte han præsidenten: Hvad nu, hvis din uvilje til at gå af ender med at give Trump sejren? Og Biden svarede – og det her er et rigtigt citat: »Så længe jeg har givet alt, og jeg gjort det godeste job, jeg ved, jeg kan gøre, det er, hvad det handler om.« »As long as I gave it my all and I did the goodest job as I know I can do, that’s what this is about.«

Ud over at være åbenlyst forkert – det er ikke lilleputfodbold det her, det er et præsidentvalg, det handler ikke om at gøre sit bedste – er det også en sproglig fejl. Ordet »godeste« – »goodest« – findes ikke på engelsk, og i timerne efter udsendelsen forsøgte Bidens team at få ABC til at ændre udskriften af interviewet, så der stod: »I did the good as job as I know I can«, hvilket heller ikke er korrekt engelsk, men muligvis en anelse mindre forkert, og det er så her, vi er nu. Det er sådan, Bidens kampagne går lige nu.

Biden har fået nye ortopædiske sko, trappen til Air Force One er blevet forkortet, og præsidenten er ifølge mediet Axios kun »dybt engageret« fra klokken 10 til 16. Han er blevet til det, Trump hele tiden har sagt: Sleepy Joe. 

En præsident skal helst være i 50erne, det mener et stort flertal af amerikanerne ifølge en måling af The Pew Research Center. Kun tre procent svarer, at »70erne eller ældre« er den ideelle alder. Og ifølge The Washington Post mener 80 procent af borgerne nu, at Biden er for gammel til at stille op igen. Det mente han også selv engang.

»Jeg ser mig selv som en bro,« sagde Joe Biden i en tale i Detroit i 2020, og det lød jo lovende. I stedet er han nu blevet en mur.

»Det var ikke hans bedste aften,« undskyldte Joe Bidens pressekvinde dagen efter tv-debatten med Trump. De var kommet til at give ham »bleg makeup« på. Han var forkølet. Han havde øvet sig for meget. Han var jetlagged (selvom det reelt var 12 dage siden, Biden havde fløjet over Atlanten til G7-mødet i Rom). Det var jo bare »a bad night«.

I årevis er Joe Biden blevet holdt ude af offentligheden i en nærmest uhørt grad: Han har holdt færre pressemøder end nogen præsident i nyere tid, han taler yderst sjældent uden teleprompter, og selv når han bruger teleprompter, kommer han nogle gange til at læse regibemærkningerne højt: »pause«, »applaus«, »gentag«. Han har endnu ikke givet et interview til The New York Times, til The Washington Post, til Reuters eller til Wall Street Journal.

Tv-debatten var ikke bare en tilfældig night, det var den første rigtige test. Biden har lagt alle sine æg i én kurv, nu er bunden faldet ud af den kurv, og alle kan se det.

Som George Clooney, der har doneret millioner til Demokraterne, onsdag skrev i The New York Times: »Vores partiledere skal holde op med at fortælle os, at 51 millioner mennesker ikke så det, vi lige har set.«

MEN MÅSKE ER Biden og de mange amerikanske gamlinge også et symptom på et større problem: en kultur, som frygter forandring, mere end den drømmer om en stor fremtid.

»Gerontokratiets genkomst afspejler en kultur, som spejder tilbage,« sagde Yale-historikeren Samuel Moyn til mig tidligere på ugen.

»Det minder om førmoderne samfund, som netop var kendetegnet ved at se mod fortiden. De var bevarende, de var ledet af ældre mænd. Modsat moderne samfund, som netop ville slå fædrene ihjel, se frem, give det unge flertal magten og skabe fremtiden. Det, vi ser nu, er en slags dødsfrygt: Alle frygter døden, at forsvinde, at blive irrelevante, så man klynger sig til magten, til sin rolle, det bestående.«

I Hollywood bliver stjernerne også ældre og ældre: Tom Cruise (62 år) i endnu en Top Gun-film, Eddie Murphy (63) i en ny Frækkere end politiet tillader, Harrison Ford (81) som Indiana Jones, Will Smith (55) i en ny Bad Boys.

Man sminker lig. Brad Pitt er jævnaldrende med Lars Løkke, men ligner en mand på alder med Bergur.

Ud over nogle techfyre er Forbes' liste over verdens rigeste mennesker en masse gamle mænd, der skabte deres velstand for årtier siden: Warren Buffett (93), Charles Koch (88), Michael Bloomberg (82), Larry Ellison fra Oracle (79), Bill Gates (68).

Alle verdens milliardærer under 30 år har arvet deres penge. Den gennemsnitlige millionær i USA er 61 år, i 1992 var det 57 år.

»Gerontokrati er i familie med plutokrati,« skrev den britiske forfatter Kenan Malik forleden i The Guardian. »Vores problem i dag er ikke primært gamle vs. unge, ikke en generationskrig, men en kamp om magt og klasse, om befæstet rigdom og forsøget på at marginalisere oprørske outsidere.«

Problemet er ikke de gamle som sådan, problemet er det gamle. Frygten for forandring, fornemmelsen af at have så meget at miste, at man hellere må spille sikkert – lave endnu en Spiderman-film, ikke afholde et åbent partikonvent, hvor man ikke aner, hvad der sker. 

Økonomen Tyler Cowen beskrev for nogle år siden en »zeitgeist af selvpåført stilstand« i USA. Færre flyttede til en anden stat, færre starter virksomheder. En kultur med overbeskyttende børneopdragelse, trigger warnings og nulfejlskultur. Han så det i stofkulturen, hvor psykedelia var afløst af dulmende opioider. Han så det på det algoritmedrevne internet, der giver os alt det, vi kender i forvejen: mere af den samme musik, matchende datingpartnere, den samme fastfood, vi købte i går.

Historiker Niall Ferguson erklærede, at USA er blevet en gigant på lerfødder. En nation, hvor borgernes tillid til stort set alle samfundets institutioner – politiet, skolerne, militæret, bankerne, kongressen, medierne, fagforeningerne – er historisk lav. Hvor uligheden er absurd. Hvor militærets styrke er overvurderet. Hvor idékraften i Silicon Valley er aftagende.

Men alle fremskridt kræver risiko og uvished. Også i politik. Som George Clooney skriver i The New York Times, hvor han opfordrer Biden til at trække sig: »Vil det være rodet? Ja. Demokrati er rodet.«

JOE BIDEN SELV nægter pure at træde til side. Selv efter to ugers konstant pres, efter at have mistet støtten fra centrale donorer som Disney-arvingen Abigail Disney og Netflix-stifteren Reed Hastings, siger han stadig, at kun hvis Vorherre selv trådte ned fra himlen og bad ham om det, ville han overveje at gå af. Han vil »gøre arbejdet færdigt«, som han siger.

Hans selvforståelse minder om historien om den gamle fisker, Santiago, i Ernest Hemingways roman Den gamle mand og havet, som udkom, da Biden var ti år, i 1952: Den stolte mand stævner alene ud på Det Caribiske Hav for at fange fisk. Han nægter at få almisser eller råd, han er stolt, han er hård, han vil bevise sit værd, og i tre lange dage kæmper han med den største sværdfisk af dem alle. Og selvom hajerne æder den, inden han når i land, ender han med at bevise sit værd.

Hvis man læser Joe Bidens selvbiografier, er det klart, at det er hans selvfortælling: Han står fast, når livet er svært. The comeback kid, der har mødt så meget modgang – begravet to børn og sin kone, overvundet talefejl og mobning. Han giver aldrig op, »if you get knocked down you get back up«, som han siger. Snart er han i havn med sin fisk, så vil alle forstå.

»En mand kan tilintetgøres, men ikke besejres,« som Hemingway lidt patetisk skriver.

Men Biden er ikke Santiago. Truslen kommer ikke udefra, ikke fra havet og hajerne, men fra ham selv. Han minder mere om en anden litterær figur: kong Lear. Den afgående konge, som ikke formår at overdrage magten på en ordentlig måde, som ikke helt kan give slip, som er forfængelig og tvivlende og ender med at vandre vanvittig og alene omkring på heden, mens hans rige hensynker i kaos og krig.

Det er den figur, Logan Roy i Succession er bygget på: Herskeren, som udskyder sin tilbagetrækning, for ingen kan jo gøre det lige så godt som ham selv, ingen er værdige, så han bliver ved og ved, mens han bliver svagere og svagere, glemmer, vrøvler og til sidst dør. Ligesom Brezjnev.

BIDEN KUNNE PÅ et øjeblik mane al tvivl i jorden. Han kunne sætte sig med en journalist og sige: »Look man, nu spørger du mig om alt, lige så længe du vil.« I stedet lyver han nu lige så åbenlyst som Trump: Han har da ikke ingen dårlige meningsmålinger, sagde han til ABC. Der kommer så mange mennesker til hans taler. Det er »eliten« i hans parti, som er ude efter ham. Han lytter angiveligt kun til medlemmerne af sin egen familie. For nu at citere Batman: »Enten dør man som helten, eller også lever man længe nok til at se sig selv blive til skurken.«

»Politik er personligt,« skriver Joe Biden i sin rørende selvbiografi, Promise Me, Dad fra 2017. Hele bogen handler om good old Joe, der kan tale med alle og etablerer bånd. »I sin kerne handler politik om tillid, og hvis du ikke kan etablere et personligt forhold, er det meget svært at skabe tillid.«

Det har han ret i, men nu kan han angiveligt ikke selv skelne sine to latinamerikanske ministre Alejandro Mayorkas og Xavier Becerra fra hinanden. Der er ingen vej tilbage fra det her.

»Man kan ikke starte forfra,« som hovedpersonen Llewelyn siger i Cormac McCarthys roman Ikke et land for gamle mænd (2008). Han har samlet en 15-årig blaffer op, hun vil stikke af, lægge fortiden bag sig, rejse vestpå til L.A. Men det kan man ikke sige om Llewelyn:

»Hver gang man tager et nyt skridt er det for altid. Man kan ikke få det til at forsvinde. Intet af det. Forstår du, hvad jeg siger? Du tror at når du vågner om morgenen er dagen i går blevet ligegyldig. Men dagen i går er det eneste der tæller. Hvad er der? Dit liv består af de dage der har udgjort det. Intet andet.«

Man kan ikke flygte fra sig selv, før eller siden ender vi alle som gamlinge, der ikke begriber verden, vi kan kun acceptere det og handle derefter.

Men meget få mennesker formår at forlade scenen på det rigtige tidspunkt. På toppen, mens legen er god, mens publikum råber på mere.

Som fodboldspilleren Toni Kroos forleden aften, da han spillede sin sidste landskamp for Tyskland – ikke som Ronaldo, der ydmyger sig selv i den saudiske liga.

Som Seinfeld-serien, der lagde gaderne øde, da det sidste afsnit blev sendt i 1998 – ikke som The Simpsons, der slæber sig videre på 35. sæson.

Som dronning Margrethes nytårstale, ikke som 75-årige Jørgen Ejbøl, der tidligere på året måtte ryges ud af Jyllands-Postens Fond.

Problemet er, at når man selv mener, det er tid til at gå, er det som regel for sent.

Ingen har været i gamet længere end Biden selv. Han blev valgt som den yngste senator nogensinde, ti år før Brezjnevs død i 1972. Han var kun 29 år, aldersgrænsen var 30 år, men Bidens fødselsdag lå mellem valget og indsættelsesceremonien. 

Han har gjort the goodest job, kan kunne. Nu er det tid.