Samfund

Nekrolog. Historien om Uffe Ellemann-Jensen ender smukt, næsten harmonisk. Med årtiers forsinkelse er Danmark slået ind på den kurs, han kæmpede for under Schlüters regeringer.

Uffe den første

ahis

Måske er det blot nekrologens iboende generøsitet, dens velvillige fordeling af lys og skygger, umiddelbart efter at en stor politiker er gået bort. Måske er det tiderne, som man siger, en flygtig tidsånds skråsikre dom. Men er det ikke, som om Uffe Ellemann-Jensen i døden overstråler den skikkelse, som var og forblev det borgerlige Danmarks førstemand gennem hele den gyldne epoke fra sensommeren 1982 til den skamfuldt snublende sortie i januar 1993? Som om Poul Schlüter og han i disse junidage skifter plads på eftermælets rangliste?

Ellemann var Schlüters udenrigsminister gennem hele perioden. Den konservative leder tog sig af Danmark og nationens dybe økonomiske trængsler, Ellemann måtte nøjes med resten af verden, også da han i 1984 tillige blev Venstres formand efter Henning Christophersen.

ahis
Arne Hardis
(f. 1958), politisk redaktør, forfatter. Uddannet på Danmarks Journalisthøjskole i 1986. Roskilde Tidende, Socialistisk Weekend, Land og Folk, A-pressen, Weekendavisen siden 1998. Har skrevet Æresretten (2003), Forræderens dagbog (2005), Idealisten (2008), Klassekammeraten (2010) og Den kætterske socialdemokrat (2018).
ahis@weekendavisen.dk

Andre læser også

  • Samfund
    Den sidste udenrigsminister

    Dagens kommentar. Uffe Ellemann var karismatisk og markant, men det hjalp ham at have et stærkt ministerium bag sig. Siden er hans ministerium blevet svækket og udhulet. Det går ikke, hvis vi vil have udenrigsministre af Uffes kaliber. Og det har vi brug for.

  • Avistid
    Jeg har været grødet i stemmen

    Avistid. For Uffe Ellemann-Jensen har det været en uge med store følelser. Med Sverige og Finland i NATO går en stor drøm i opfyldelse.

  • Ideer
    Abonnement
    Fred og ingen fare

    Worst case scenario. Cyberangreb, kemisk udslip eller oversvømmelse: Danskerne er trygge i deres forvisning om, at nogen vil komme og hjælpe dem, hvis katastrofen rammer. Burde vi være mere bange?