Tilbage i 2017 besluttede samtlige partier i Folketinget at give en håndsrækning til unge, der befinder sig på kanten af samfundet.

Nu skulle der luges ud i vildnisset af velmenende, men spredte tilbud til unge, som hverken har et job eller en uddannelse eller sidder på en skolebænk. Den hidtidige vifte af indsatser skulle erstattes af en Forberedende Grunduddannelse (FGU) i håb om at give unge med udfordringer et bedre afsæt til voksenlivet.