Kommentar. Statens hykleriske forhold til sociale medier vil snart komme for en dag.
TikTok og nedtællingen til tavshed
WASHINGTON – Nogle vil måske huske Montanas guvernør Greg Gianforte fra dengang, han bodyslammede en journalist fra The Guardian, der havde stillet et kritisk spørgsmål om sygesikring.
»Du har ødelagt mine briller!« udbrød den chokerede journalist på en optagelse, der senere skaffede guvernøren en dom, inklusive samfundstjeneste og kurser i anger management. Sagen forhindrede dog ikke Gianforte i at blive genvalgt, og i de seneste uger har han gjort sig bemærket med noget, som vækker endnu større opmærksomhed i USA: Han har forbudt Montanas godt én million indbyggere at bruge TikTok.
Guvernøren er langtfra den eneste politiker, der er bange for, at de kinesiske myndigheder bruger det sociale medie til at udspionere deres brugere. TikToks korte videoer er vildt populære i USA, hvor mere end 150 millioner amerikanere ser dem jævnligt. Voksne tilbringer 56 minutter om dagen på platformen, og børn og teenagere 99 minutter – langt mere end de er på Facebook eller Instagram.
Ligesom i en række andre delstater havde Montanas offentligt ansatte allerede forbud mod at downloade TikTok på deres arbejdstelefoner, og fremover vil tjenester som Apple og Google få dagbøder på 70.000 kroner, hvis de gør det muligt for delstatens borgere at downloade TikToks app.

Men loven er ikke helt velovervejet. Både fordi de amerikanske techvirksomheder fremover vil være nødt til at indsamle mange flere oplysninger om brugerne for at finde ud af, om de befinder sig i Montana eller ej. Og fordi et forbud, ligesom de fleste andre forsøg på at regulere sociale medier, er et udslag af et udbredt hykleri.
Det er velkendt, at amerikanerne gør nøjagtig det samme, som de anklager kineserne for: bruger sociale medier til at overvåge udenlandske borgere. Som vittigheden lyder, er den eneste forskel på kinesiske og amerikanske techfirmaer, at de kinesiske virksomheder ikke lyver om, hvor mange oplysninger de deler med efterretningstjenesterne.
Men TikTok er heller ikke så kinesisk, som USAs politikere vil have det til at lyde. En stor del af virksomheden er ejet af investeringsfonde fra Californien, som i årevis har postet milliarder i kinesiske startups. TikTok har således fulgt en meget amerikansk køreplan til international succes og vil formentlig følge samme plan, når de er i modvind: Ved at levere en populær og gratis tjeneste til flest mulige brugere kan de mobilisere dem til at forsvare tjenesten, når myndighederne kommer efter den.
Taxatjenesten Uber gjorde det samme med stor succes, da regeringer i europæiske lande begyndte at spørge, hvorfor selskabet blæste på regler om skat og ansættelse. Uber brugte dengang enorme summer på lobbykampagner og annoncer, der fik chauffører og passagerer til at klage til politikerne og bede dem holde fingrene fra deres apps. Problemet med at tøjle sociale medier i demokratiske lande er, at et flertal af befolkningen faktisk foretrækker dem vilde og frie.
Hykleriet findes også herhjemme, hvor sociale medier er blevet både prygelknabe og et historisk vilkår, man kan give skylden for alle samfundets problemer – ligesom kapitalismen eller folkeskolen. De samme danske politikere, der bekymrer sig for brugen af sociale medier, bruger dem selv aktivt til at promovere deres politik.
Og det klinger hult, når medier som mit eget skriver bekymrede ledere om Facebook, samtidig med at en stadig større del af omsætningen kommer fra digitale abonnementer, der sælges via samme sociale medie. På Zetland forsøger en journalist i øjeblikket at få hverdagen til at hænge sammen uden en smartphone, og selvom tanken vist er at inspirere læserne til at gøre det samme, føles det kunstigt, når Zetlands chefredaktør tidligere har krævet, at alle mediets journalister skal være til stede på sociale medier.
Ingen med magt og en smule forstand tør være den første til at logge af. I USA ved Joe Biden udmærket, at det bliver umuligt at slukke for TikTok i hele landet, som hans regering ellers flere gange har foreslået. Men alene truslen er udtryk for den populistiske Kina-bashing, som forgængeren Donald Trump også gjorde sig i.
Enhver regulering er desuden imod Bidens egne interesser: Samtidig med at hans regering lover at slå ned på de giftige sociale medier, har Bidens kampagnestab hyret flere af landets mest kendte influencere til at hjælpe den aldrende præsident med at tage sig godt ud i den kommende valgkamp.
Men det værste hykleri mangler vi nok endnu at se resultatet af. For tiden sker der som bekendt et tigerspring i udviklingen af kunstig intelligens, som især vil slå igennem på de sociale medier og gøre det langt sværere at gennemskue, hvem der siger og skriver hvad – og hvorfor. Hvis man bekymrer sig for TikTok anno 2023, skal man ikke glæde sig til den tåge af falske videoer, der ligner og lyder nøjagtig som Vladimir Putin, Elon Musk eller ens egne børn og ægtefæller, og som vil være at finde på sociale medier om få år.
Lige nu sker stort set hele udviklingen i USA, hvor den trods politikernes pantomime er fuldstændig ureguleret. Hvis nogen faktisk ønskede at tage ansvar og træffe nogle svære beslutninger på befolkningens vegne, skulle de nok begynde dér.
Del:



