Støjbergs klima

Efter Danmarksdemokraternes første landsmøde i Aalborg lørdag er Inger Støjbergs parti endeligt forvandlet fra ingenting til en etableret og stabil politisk og organisatorisk succes.

Det er gået stærkt. En ensom dames generende fodlænke er på knap halvandet år støbt om til et landsdækkende parti – påstanden om Jydepartiet er kun to tredjedele rigtig – med folketingsgruppe, byrådsmedlemmer, medlemmer, mod på Europa-Parlamentet, ungdomsafdeling og et partiprogram til at binde det hele sammen.

Nok så vigtigt er der sket en lykkelig sammensmeltning af de enkeltkomponenter, som partiprojektet er næret af: Støjbergs gennem år kendte landlige udgave af Venstre, først og fremmest. Hertil hendes politiske og personlige opgør med det Venstre, hun måtte forlade. Et opgør, som indimellem synes at kunne staves noget enklere med de bogstaver, der indgår i »hævntørst«. Konkret er det bundet sammen af omsorgen for produktions-Danmark, provinsen, landdistrikterne og i det hele taget folk, der føler sig sat uden for salonernes vidtløftige politik.

De strømninger er samlet til et parti, som for tiden tilbyder Folketingets skarpeste klimaprofil – måske fraset enkeltmandsforetagendet Theresa Scavenius i den anden ende af skalaen. Profilen taler for snusfornuft, for bevarelse af landbruget, for landdistrikternes overlevelse og derfor også for en total afvisning af den CO₂-afgift, den kommende Venstreformand har lænket sit parti til. Det hele hænger fint sammen.

I partiprogrammet er det ganske korte klimaafsnit samlet under overskriften »En fornuftig klimapolitik«, der mentalt rimer på partisloganet »som vi er flest«. Essensen af den klimapolitik er, at man ikke må forjage sig, for man kan forske og agere sig ud af problemerne, sådan som landbruget allerede mener at gøre det. Det må forhindres, at såvel CO₂-udledning som arbejdspladser bare eksporteres til udlandet. Så dumt ville folk, som vi er flest, jo aldrig opføre sig, vel? Produktion, udkant, sund fornuft, en genkendelig klimapolitik og angreb på Venstre er alt sammen elegant sammenføjet. Ud fra samme omsorg for den producerende provins er Danmarksdemokraterne naturligvis modstander af dieselafgift og vejafgift på lastbiler.

Endda kunne Inger Støjberg i sin første landsmødetale uden for Venstre komme med gode råd til Venstres formand om, hvordan han skal forvalte sit formandskab og bør benytte forfremmelsen i Venstre til at forlange regeringsgrundlaget genåbnet. Det var på tale, dengang alle troede Mette Frederiksen var på vej til NATO, så det giver mening at gøre det igen, påpegede hun. Det var, som om hun for et kort øjeblik igen var blevet næstformand i Venstre:

»Kære Troels, du har nu en unik mulighed for i forbindelse med lederskiftet i Venstre at kræve en genforhandling af regeringsgrundlaget. Jeg mener kun, at det vil være helt naturligt, hvis Venstre benytter lejligheden til at imødekomme den meget, meget store bekymring, der er i hele landbruget, i Venstres bagland og i landdistrikterne omkring den kommende CO₂-afgift på landbruget,« som partistifteren formulerede det.

Skulle det ikke række til at genere Troels Lund Poulsen, har Inger Støjberg holdt fast i den massive kritik fra før valget af SVM-regeringens og Troels Lund Poulsens statsminister. Hun høstede salens ubetinget største bifald, da hun langede ud efter Mette Frederiksen. Ganske vist lykkedes den taktik ikke for den samlede blå blok ved valget sidste år, men Danmarksdemokraternes delegerede synes ikke at have udtømt deres utilfredshed.

Alliancen med landbrugs-Danmark var bakket op af kampagnemateriale med sloganet »Bevar dansk landbrug. Nej tak til en CO₂-afgift« og med en stiliseret traktor som smuk illustration. Men det egentlige slagnummer var, at det var lykkedes at få formanden for Landbrug & Fødevarer, Søren Søndergaard, til at holde en længere tale på landsmødet, som med næsten kærlig sympati understregede hans glæde ved det nye parti og dets arbejde for landbruget og følgeindustrierne.

Men Søndergaards tale understregede også, at Inger Støjbergs meget stejle afvisning af at forhandle en CO₂-afgift ikke er uden indbyggede problemer. Søndergaard appellerede meget kraftigt til Støjberg om at gå ind i forhandlingerne med regeringen for at afbøde det værste.

Det var den klassiske konflikt mellem den rene, højt løftede fane og det mudrede kompromis, der her viste sig som slangen i det danmarksdemokratiske paradis. Søndergaard ved, at afgiften kommer, og han ønsker hjælp til at afværge det værste i forhandlingerne. Støjberg risikerer at hæve sin fane så højt, at fødderne ikke når landbrugsjorden.

I den forstand finder Søndergaard en mere lydhør og realpolitisk nyttig partiformand i skikkelse af Troels Lund Poulsen i Herning i næste weekend, end han mødte hos Inger Støjberg i Aalborg. Lund Poulsen vil afbøde, Støjberg har proklameret korslagte arme.

Dilemmaet afslører, hvad man jo egentlig godt vidste i forvejen. Den for tiden vigtigste frontlinje mellem den vælgerforladte flertalsregering og den kløvede opposition løber mellem Venstre og Danmarksdemokraterne. Skal regeringen vinde noget af det tabte tilbage, står slaget i provinsen. Pragmatikeren Troels Lund Poulsen skal formå at vinde over principrytteren Støjberg.