Skæbnetime

Denne artikel udkommer også i Weekendavisens politiske nyhedsbrev Mandag Mortensen. Læs mere og tilmeld Dem her.

Om mindre end to uger skal vi stemme ved et valg, der traditionelt har svært ved at fange samme interesse som folketings- og kommunalvalg. Alle målinger viser, at en meget stor gruppe vælgere endnu ikke har besluttet, hvor de vil sætte kryds, når der 9. juni skal stemmes om, hvem der skal have de 14 danske pladser i EU-Parlamentet.

Men valget er langtfra ligegyldigt, og det er der især to grunde til. For det første er det længe siden, parlamentet kunne leve ned til den britiske premierminister Margaret Thatchers betegnelse: »Mickey Mouse-parlament« eller Ritt Bjerregaards »Ikke et rigtigt parlament«.

Gradvis er forsamlingen, der engang mest gjorde sig bemærket ved overforbrug af rejser og diæter, blevet en magtfaktor. Derfor er det selvsagt ikke ligegyldigt, hvem Danmark sender.

Det andet er, at der for partierne er en mere eller mindre velkommen lejlighed til at få taget temperaturen på den folkelige opbakning, efterhånden som vi nærmer os halvvejen i en på mange måder særegen valgperiode. Derfor vil vi givetvis også se partiernes topfigurer skrue voldsomt op for aktiviteten i de sidste to uger af valgkampen.

Især i Venstre vil der blive taget varsel af resultatet. Det er sigende for partiets aktuelle situation, at man vil ånde lettet op, hvis det ender med en halvering i forhold til sidste EU-valg. Det er den nye normal, at Venstre i målingerne af opbakningen ved et eventuelt folketingsvalg ligger på den sløje side af ti procent, mens målingerne af EU-valget viser 12-13 procent. Bliver det sidste tilfældet, vil Venstre få to af de danske pladser mod fire ved sidste valg. Det er ikke ret godt, men trods alt lidt bedre end daglig vande. Og kunne det tilmed lykkes at blive større end de blå konkurrenter i Liberal Alliance og Danmarksdemokraterne, kan det blive en af de små opmuntringer, man må lære at sætte pris på i trange tider.

I den anden ende af skalaen finder vi især SF, der ser ud til at kunne veksle medvinden i de indenrigspolitiske målinger til succes ved EU-valget. Selv uden den mangeårige stemmesluger Margrete Auken på listen synes SF mindst at kunne holde sine to mandater og endda måske få tre.

Liberal Alliance vil givet også få et godt valg, selvom partiet har lidt sværere ved at holde niveauet fra folketingsmålingerne.

Mens Socialdemokratiet også ser ud til at holde skansen nogenlunde, er der stort set skæbnevalg for samtlige andre partier, der i mere eller mindre truende grad vakler mellem at få én plads eller ingen.

Yderst hænger Moderaterne, der lige nu er repræsenteret ved Bergur Løkke Rasmussen, der oprindelig var valgt for Venstre. Han er nu nummer to efter Stine Bosse på en liste, der også tæller den tidligere konservative partiformand Lars Barfoed. Skulle Moderaterne ende uden mandat, som flere målinger tyder på, er det ikke livstruende. Men det vil være et tilbageslag i arbejdet for at sikre et mere solidt fundament under det stadig nye parti.

Også De Radikale lever i risikozonen, og for Danmarks uden sammenligning mest EU-begejstrede parti vil det være et betydeligt prestigetab, hvis man ikke er repræsenteret.

Det samme kan med modsat fortegn siges om Dansk Folkeparti, der traditionelt har haft EU-politikken højt på dagsordenen og derfor meget længe har været samlingspunkt for den blå EU-skepsis. I 2014 fik partiets nuværende formand 465.758 personlige stemmer ved parlamentsvalget. Det er ikke overgået hverken før eller siden. Alene derfor vil det have betydelig symbolkraft, hvis Dansk Folkeparti under samme Messerschmidts lederskab må forlade parlamentet.

Betydelig prestige er der også på spil for De Konservative, der undervejs i perioden under betydelig opmærksomhed fravalgte partiets nuværende medlem af parlamentet, Pernille Weiss. Det vil se skidt ud, hvis afløseren, Niels Flemming Hansen, ender med at tabe pladsen.

Så selvom valgkampen hidtil ikke har været voldsomt påtrængende, skal det nok blive livligt de næste par uger.