Det var symptomatisk for datidens tænkning, at det netop blev med afleveringen af den sidste af tre fregatter til Forsvaret, at Lindøværftet i Odense lukkede i 2012. Dermed var skibsbygning i større skala fortid i Danmark, og det gav mening. I hvert fald dengang, for andre kunne bygge billigere, og globaliseringen var jo kommet for at blive. Skulle Flåden i fremtiden få behov for at bygge nyt, kunne det med fordel ske i lande, hvor den slags foregik mere omkostningseffektivt.

Det var på den baggrund ikke blot en ambitiøs plan for bygning af danske krigsskibe, der tidligere på ugen blev præsenteret ved et pressemøde på Holmen i København. Rapporten fra Det Maritime Partnerskab, som består af blandt andet Forsvarsministeriet, Erhvervsministeriet, Danske Rederier, PensionDanmark og fagbevægelsen, opridser tre modeller for, hvordan Danmark igen kan blive en skibsbyggende nation. En ambition, der vil kræve investeringer for omkring 40 milliarder kroner.