Tirsdag i sidste uge begyndte godt for de knap 700.000 danskere, der ejer aktier i medicinalvirksomheden Novo Nordisk.

Klokken otte om morgenen udgik en pressemeddelelse fra hovedkvarteret i Bagsværd om et nyt partnerskab med den amerikanske virksomhed OpenAI, som skulle sætte turbo på udviklingen af ny medicin. Direktørerne for de to selskaber opremsede de mange grunde til, at aftalen ville skabe endnu mere værdi for Danmarks mest værdifulde virksomhed.