UDVANDRINGEN er langtfra den samme som den, vi så fra Europa for godt og vel 150 år siden – hverken når det gælder antal eller den økonomiske tilstand, de udrejsende befinder sig i. Bemærkelsesværdig er tendensen ikke desto mindre. Torsdag kunne den amerikanske avis Wall Street Journal berette, at amerikanerne forlader USA i rekordstore mængder, og at mange bosætter sig i Europa. Nej, det er bestemt ikke de forhutlede og forarmede, der søger over Atlanten i overfyldte, beklumrede skibe. Snarere tager de hundredtusindvis af amerikanere i denne tid en enkeltbillet på første klasse. Europæiske lufthavne bør modtage de moderne udvandrere med en plakette påført nogle velkendte, let bearbejdede ord. Vi kender alle den amerikanske 1800-talsdigter Emma Lazarus' gribende budskab, som stadig står at læse ved Frihedsgudinden i New York: »Give me your tired, your poor.« På den europæiske velkomstplakette burde første strofe lyde sådan her: »Send mig jeres friske, jeres rige.« Anden strofe, derimod, kan vi beholde i den gamle form: Send mig »jeres sammenklemte masser, der længes efter at ånde frit«.

Europa bør sole sig i denne nyvundne appel, også selvom de rige amerikanere sikkert presser priserne yderligere op i mange europæiske storbyer til gene for de lokale, skriver Klaus Wivel. Foto: Tom Little, Scanpix
Europa bør sole sig i denne nyvundne appel, også selvom de rige amerikanere sikkert presser priserne yderligere op i mange europæiske storbyer til gene for de lokale, skriver Klaus Wivel. Foto: Tom Little, Scanpix

FRA artiklen i Wall Street Journal lærer vi således, at de udrejsende tager deres job og velvoksne lønninger med til Europa for at leve i byer, hvor priserne ikke er så høje som i hjemlandet, og hvor forholdene er fredeligere, skolerne og hospitalerne billigere og maden og vinen bedre. Man behøver ikke lære sine børn, hvordan de skal gemme sig under et skoleskyderi, som en af de tilrejsende forklarer. Her er vi ovenikøbet så venlige, at vi kan tale til dem nogenlunde forståeligt på deres eget sprog. Trump spiller selvfølgelig en rolle for de flygtende, men fænomenet begyndte før den nuværende amerikanske præsidents eskapader. »Den nye amerikanske drøm er, for nogle, ikke længere at bo her,« står der i avisen.