Se min visne plæne

Min veninde er rejst helt herover fra England og er i forvejen belæsset med flyskam. Nu står hun ved køkkenvasken i mit sommerhus. Vandet løber, mens hun vender sig mod mig og fortæller noget. Jeg hører ikke efter, stirrer udelukkende på det brusende vand. Koldt, men alligevel. Synet er uudholdeligt. Som at se en film, hvor bilens chauffør kigger alt for længe på sin passager, og hele ens krop er spændt til det yderste. Så slukker hun, alle lyde vender tilbage, og jeg er stolt over min selvbeherskelse.

Det er svært ikke at sige noget.